Flot, men brutalt jagtsystem skulle vise kongens magt over naturen: I dag er det dansk verdensarv

Med et nøje udtænkt skovsystem og en lang udmattelse af dyret, kunne kongen let sætte sværdet ind.

Kongestjernen i Store Dyrehave ved Hillerød er den bedst bevarede del af parforcejagtlandskabet i Nordsjælland. Systemet er designet, så man let kan overskue landskabet og lokalisere de dyr, man ønsker at nedlægge.

Nogen har lagt en kæmpe rundkørsel midt inde i en gammel skov.

Ud fra centrum går otte snorlige veje, men de er anlagt langt før bilens tid.

Faktisk skal vi helt tilbage til slutningen af 1600-tallet for at finde ud af, hvor dette perfekte stjernemønster kommer fra, og hvordan det afspejler et brutalt syn på dyr og natur, når det kommer til jagt. Et system vi med god grund har forladt i dag.

Ophavsmanden til det hele var Christian den 5., og han var konge i Danmark fra 1670 til 1699 – i en tid med både enevælde og internationalt udsyn.

En af kongens tætte forbindelser var den franske solkonge Ludvig den 14., og det var med inspiration fra hans hof, at kongen besluttede, at de kongelige nordsjællandske jagtmarker skulle indrettes som et fuldendt parforcejagtsystem.

Parforce betyder med magt, og det navn er ikke tilfældigt.

Jagtsystemet skulle nemlig ikke bruges til at give mad på bordet, men til at vise og understrege, hvor magtfuld kongen var, når han let kunne slå skovens konge - kronhjorten - ihjel.

Scene fra en parforcejagt. Hunde og undersåtter jagter hjorten, og kongen rider frem for at give det nådestødet. (Foto: Anders Søby - Gouache af J.J. Bruun)

Stjernemønstrene lå dengang spredt ud over store dele af Nordsjælland og skulle via vejsystemet gøre det nemt og overskueligt at finde og lokalisere kronhjorten i terrænet.

Med geometrisk og matematisk grundighed skulle de derudover tjene som symbol på, at kongen forstod at tæmme den vilde natur og de vilde dyr.

- Ved at styre natur og landskab kunne han vise, at han var Gud nær, og at han var konge på jord.

Det fortæller Liv Thøger-Aldahl fra det i dag bedst bevarede parforcejagtsystem ved Store Dyrehave nær Frederiksborg Slot i Hillerød, hvor DR Vejret er på sommerbesøg.

Stjernesystemet er så velholdt, at det er kommet på UNESCO’s Verdensarvsliste, hvor det nu er Liv Thøger-Aldahls opgave at passe på det som general manager.

Parforcejagten kunne inddeles i fem stadier.

Først skulle man finde ud af, hvilke krondyr der var i området. Krondyr var det naturlige mål for jagten, da det var og er det største vildtlevende dyr i Danmark.

Dernæst skulle det på et morgenmøde besluttes, hvilket krondyr kongen skulle jagte.

Det skulle helst være så smukt og prægtigt som muligt, og jagten fandt typisk sted om efteråret, hvor krondyret havde brugt sommeren på at æde og gro et stort og flot gevir.

Derefter kom selve jagten.

Et stort antal hunde, heste og mandfolk blev tilkaldt, og de skulle sammen jagte og udmatte dyret, for til sidst give hornsignal til kongen om, hvilken vej i systemet han skulle følge for at finde det.

Her fortæller Liv Thøger-Aldahl, hvad parforcejagten betød for kongen.

På det tidspunkt ville dyret være så træt, at kongen nemt kunne ride hen og stikke sit jagtsværd i det foran hoffet og fornemme, udvalgte gæster.

Krondyret var nu nedlagt, og kongen havde sejret over både natur og dyr og triumferet som det menneske, der fik lov at sætte dødsstødet ind. Herefter kunne hjælperne få deres belønning.

Et stort show uden hensyn til dyrene

Hvis sådan et show var stillet på benene i nutiden, ville vi utvivlsomt have rystet lidt på hovedet.

Når vi i dag indretter nye naturområder, som det for eksempel er tilfældet med Nationalpark Kongernes Nordsjælland (2018), er det i højere grad med tanke for naturen og dyrenes eget liv og ikke for at lave systemer, der skal demonstrere menneskets magt.

Selve udmattelsesprocessen af dyret i jagten kunne tage mellem to og fem timer, og det var heller ikke noget, vi ville byde de dyr i dag, hvor vi tilstræber, at de skal lide så lidt som muligt, hvis de skal slås ihjel.

Ofte var krondyret på kongens tid så stresset, at kødet var helt uspiseligt og måtte serveres for hundene.

- Det var en brutal jagt, fortæller Liv Thøger-Aldahl.

En voksent krondyr vejer 200 kilo, men når først det var jaget træt, var det let for kongen af gøre det af med det med sit sværd. (Foto: Olafur Steinar Gestsson © Scanpix Denmark)

Alligevel, eller netop derfor, mener hun, at det er vigtigt at bevare og huske i dag.

Udover de spektakulære geometriske mønstre, vidner bevarelsen af parforcejagtsystemet i Nordsjælland også om, at vores natursyn flytter sig, og det skal vi ikke gemme væk.

- Hvis vi fjerner alt det, vi ikke synes om, så fjerner vi vores historie. Og det er kun, hvis vi kender den, at vi på et ordentligt grundlag kan tage stilling til, hvad vi vil nu og i fremtiden, siger Liv Thøger-Aldahl.

- Det handler ikke så meget om at bevare historien om brutal jagt, men om at bevare noget, vi kan lære af.

Christian den 5. fik selv en lærestreg.

I forbindelse med en parforcejagt den 19. oktober 1698 drog kongen afsted for at give det udmattede krondyr dødsstødet.

Men da han ikke ramte, sparkede hjorten tilbage, og kongen, der i forvejen havde et skrøbeligt helbred, døde året efter af sine kvæstelser.

Han var ikke naturens konge alligevel.

FacebookTwitter