Foråret giver plads til blomkål på himlen

En markant typer af skyer får plads på himlen i foråret.

En cumulonimbus-sky over Mols og Aarhusbugten. Skyen er det sidste stadie af skyerne, og er den variant, der giver regn. Foto: Maj Olika

Mens nætterne stædigt holder fast i frostgrader, er der tocifrede varmegrader til os i dagtimerne. Og nu når solens har fået nok styrke til at varme os, så skaber den varme luft også nogle særligt flotte cumulusskyer.

De flotte skyer har mange navne - blomkålsskyer har du måske hørt om, mens andre sammenligner deres udseende med en uldtot.

De tre stadier og variationer af cumulusskyer. Skyerne udvikler sig også i takt med, hvor højt de stiger op. (Foto: Grafik: Signe Heiredal)
De tre stadier og variationer af cumulusskyer. Skyerne udvikler sig også i takt med, hvor højt de stiger op. (Foto: Grafik: Signe Heiredal)

Skyerne bliver tydelige, når foråret begynder, fortæller vejrvært Jonas Landin fra DR Vejret.

- Solen har kraft nok til at varme jorden op. Når den varmes op, så varmer den luften op. Det danner opadgående luftstrømning, som når den rammer sit dugpunkt, danner cumulusskyerne.

De markante skyer har særligt kunnet spottes den seneste uge. Og de kan blive utroligt høje, fortæller vejrværten

- De kan faktisk blive op til 10 kilometer i højden.

Skyerne kan inddeles i tre forskellige slags, som svarer til stadier:

- Cumulus humilis, som betyder ydmyg, og er de helt små totter. De kaldes smukvejrsskyer, fordi de opstår, når vi har masser af sol.

Forårs fornemmelser, Haderslev. Viggo Hjort Kohberg

- Cumulus congestus, som betyder optårnet. De gør ikke noget andet end at se flotte ud. Det er dem, der har formerne, som vi kan lave fantasier om, og måske er de ved at udvilke sig til en bygesky.

Congestus skyer over Roskilde fjor i dag ved middags tid. Foto: Arne Havgaard

- Sidste stadie er cumulonimbus - skyernes konge. Det er den der giver byger. Det er også den eneste sky, der kan give hagl, og så kan den tilllægge sig en ambolt-form i toppen af skyen, hvilket gør den let genkendelig.

Her er det en cumulonimbus med ambolt. Det gav regn over Odense Fjord. Foto: Thomas Clausen

Fælles for alle tre varianter af cumulusskyerne er altså, at de opstår, når der er et varmt lag luft forneden og kulde foroven. De behøver ikke udvikle sig til byger, men hvis de bygger sig op og bliver høje, så kan det være et tegn på, at vi har byger på vej.

Hvis du vil lære endnu mere om skyer, har vi lavet et sky-atlas, hvor du kan lære mere i. Det finder du her.

Også DMI har lavet en grundig gennemgang af skytyperne. Den finder du her.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk