Forårsrekord: Vådeste marts nogensinde

Kun halvvejs igennem årets første forårsmåned er regnrekorden nået.

Paraplyen har været flittigt i brug i denne måned. (Foto: Wanda Sørensen)

Det øs-sjask-plasker udenfor vinduet, og det har det gjort stort set siden foråret kom rendende med marts måned.

Igen i dag har fronter med regn bevæget sig ad lavtryksmotorvejen fra Atlanten ind over Danmark, men i dag flød bægeret over. Det vil sige det bæger, der holder rekorden for nedbør i marts måned.

I eftermiddags klokken 16 målte DMIs regnmålere således 100,4 millimeter på landsplan. Rekorden fra 1978 var på 100 millimeter, og normalt vil vi i marts måned kun få 40 millimeter - i gennemsnit på hele måneden.

Det vil sige, at marts 2019 nu er den vådeste marts nogensinde målt. Det er målt siden 1873.

Våd, vådere, Vestjylland

Især Syd- og Sønderjylland, Vestjylland og Midtjylland har fået fyldt godt op i regnvandsreservoiret, mens sydhavsøerne og Østjylland er sluppet billigere.

Søndag eftermiddag nåede regnmasserne et niveau, som aldrig er set før i marts måned. (© dmi)

Men det stopper ikke endnu.

Resten af søndagen vil byger præge vejret især i Jylland, hvor nedbøren også kan falde som hagl.

Som en lille efterve, starter mandagen ikke overraskende med byger, men det tynder ud i kraft af, at lavtrykket som har farvet hele sidste uge grå, er på vej længere østpå, hvilket giver plads til et højtryk, der længe har ligget og ventet ude i Atlanterhavet.

Foråret vender tilbage

Tirsdag åbner derfor op for en del solskin, men de høje temperaturer må vi vente lidt på. Vinden kommer fra en nordvestlig retning, og det efterlader os med en temperatur i omegnen af fem til syv grader i skyggen. Finder du en plads i solen, så vil du nok føle det varmere.

Vinden er også aftaget, så det hele bliver langt mere forårsagtigt, og der vil givetvis være vikinger, der trækker i de korte gevandter allerede fra tirsdag.

Facebook
Twitter