Forvent mere sne søndag - særligt i Nordjylland

Søndag byder på sne og tiltagende vind med mulighed for snestorm i den nordlige del af Jylland.

Søndag og mandag vil man i store dele af landet opleve nedbør. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Der er mere sne i vente søndag.

De nuværende prognoser viser, at nedbøren vil trække ind over landet fra en sydvestlig retning i løbet af søndag eftermiddag. Det fortæller DR's vejrvært Louise Gade Sig.

- Omkring midnat ligger nedbøren ret udbredt over landet - primært som sne og tøsne, fortæller hun.

I løbet af søndagen vil vinden også tage til og byde på frisk vind til kuling fra øst og sydøst. Ved kysterne stedvis hård kuling.

Når søndag bliver til mandag, vil nedbøren slå over i regn, da temperaturen stiger, fortæller Louise Gade Sig.

- Det er nemlig en varmfront, der passerer os, og med den følger en varmere luftmasse, siger vejrværten.

Mandag kan man - ifølge prognoserne - opleve lokale temperaturer på op mod 10 grader.

- Mange steder vil den sne, der muligvis er faldet, være regnet væk, når man står op mandag morgen. Andre steder kan man stå op til et lille snedække, men det vil relativt hurtigt tø i løbet af mandagen, fortæller Louise Gade Sig.

Risiko for snestorm i det nordjyske søndag

Ifølge Louise Gade Sig ser det ud til, at den nordlige del af Jylland kan se frem til mest sne søndag.

DMI's prognoser viser i øjeblikket, at man i Nordjylland kommer tæt på kriteriet for snestorm. Det antages dog, at kritieriet ikke vil blive opfyldt.

- Vi holder øje med udviklingen og sender et varsel for snestorm ud, hvis prognoserne skruer op for snemængderne, inden nedbøren slår over i regn, skriver DMI.

Det meteorologiske institut advarer i samme ombæring om, at der kortvarigt og stedvist kan blive tale om isslag med spejlglatte overflader i takt med, at nedbøren skifter form sent søndag og natten til mandag.

Her følger femdøgnsprognosen:

Mandag kan vi se frem til højere temperaturer. (© DR)