Vejret skaber ofte gode muligheder for at fotografere. I dagene efter tø- eller regnvejr bevæger store vandmasser sig eksempelvis gennem landet med kurs mod havet. Gode motiver opstår, når vand er i bevægelse. Man skal bare vide, hvordan kameraet skal indstilles, og det er heldigvis ikke kompliceret. Herunder giver fotograf Casper Tybjerg fem konkrete tips.
1. Lav billeder i relativt svagt lys. Gerne i overskyet vejr lige før solopgang eller lige efter solnedgang.
2. Anvend et godt, stabilt stativ som sikrer, at kameraet overhovedet ikke bevæger sig under fotograferingen.
3. Find et sted i vandløbet hvor der er et markant fald. Luftbobler, som bevæger sig i vandet, skaber flotte effekter på de færdige billeder.
4. Tag kontrol over lukkertiden - den tid som forløber under eksponeringen. For at skabe tilstrækkelig bevægelse i vandet, bør man anvende lukkertider mellem 1/30 sekund og adskillige sekunder.
5. For at opnå tilstrækkeligt lange lukkertider, kan det være nødvendigt at skrue ned for kameraets ISO-værdi og/eller op for kameraets blændetal. Læs mere i kameraets manual hvis du er i tvivl om, hvordan værktøjerne indstilles.
Du kan læse mere om lukketid på Casper Tybjergs online fotoskole som findes her.