Fra 20 frostgrader lokalt til 13 grader i weekenden: 'Vejret er ramt af the perfect storm'

Selvom den helt tykke vinterjakke kan kasseres, skal du ikke lade dig snyde af weekendens vejr.

For en uge siden var isen på de københavnske søer så solid, at man sagtens kunne tage et spil ishockey. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Selvom det ikke er meget mere end et par dage siden, at isen lå tykt på Danmarks søer, så byder weekenden på sol og en mulighed for at skifte vinterjakken ud med den varme del af forårsgarderoben.

- Selvom vi starter meget diset, vil vi i løbet af lørdagen se en opklaring over middag, og vi vil ende på tocifrede plusgrader i løbet i dagen. Varmest bliver det søndag, hvor lokale prognoser siger omkring 13 grader - generelt set en 9-10 grader, siger vejrvært Nina Bendixen.

  • Sidste uge måtte en isbryder skære sig gennem isen på Limfjorden (Foto: Henning Bagger © Scanpix)
  • Det kolde vejr bød på optimale forhold til at bygge en snemand. (Foto: Kristian Djurhuus © Scanpix)
  • Peblinge sø i København var sidste uge så tilfrosset, at københavnerne strømmede ud for at nyde isen. (Foto: Claus bech © Scanpix)
  • Også københavnernes firbenede venner var glade for isen. (Foto: Claus bech © Scanpix)
1 / 4

Det må siges at være lidt af en kontrast til sidste uge. Her kunne man i Horsens måle den koldeste nat i ni år med en temperatur på minus 20,7 grader, mens hele landet var ramt af frostgrader.

Når vi kan opleve så voldsomt et skift i vejret, skyldes det, at forholdene har været optimale for kulde og nu bliver det for varme.

- Det er en slags 'the perfect storm'. Sidste uge havde vi den ultimativt bedste kuldevindretning – en kold vind fra Sibirien, der stort set ikke fås koldere.

- Nu er vinden drejet i sydvestlig retning, og der finder vi jo Sydeuropas varme luft, der blæser op til os nu. Alt er faldet i hak i forhold til at lave så voldsomt et temperaturskift, forklarer Nina Bendixen.

Lad dig ikke snyde

Regnfulde sommerferier og juleaftener uden skyggen af hvidt har for længst lært os, at det danske vejr er lunefuldt. Det er da heller ikke ualmindeligt at se store skift i temperaturen, understreger Nina Bendixen.

- I foråret er det helt normalt med store skift i temperaturen, da havet er koldt, og solen varmer, men det usædvanlige er, at vi har haft så kold en start på februar, så vejen 'op' har selvfølgeligt været længere.

Det store temperaturskift i vejret vil også i weekenden føre til store mængder tåge og dis, forklarer Nina Bendixen. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Der er dog et lille 'men', hvis du går og glæder dig til at promenere på stranden eller omkring havnen.

- Fordi vi har haft så koldt vejr, så er temperaturen på vores havvand meget lavt. Så hvis man går en tur på stranden eller bor ved kysten, vil selv den mindste vind føre til, at man kun vil have et par plusgrader der.

Derfor kan der være god ræson i at have lidt ekstra tøj med i tasken.

- Der er nok mange, der bliver skuffede, hvis de tager en tur til stranden og forventer 13 grader, afslutter Nina Bendixen.

Biolog: 'Kom nu ud og nyd det!'

Selvom vejrskiftet har været voldsomt, så er der ingen grund til at frygte, at det kommer til at ramme de planter og dyr, der går og glæder sig til forårets komme. De er nemlig ret ligeglade - også selvom både journalister og læsere er yderst interesserede i vejret for tiden.

Biolog Rasmus Ejrnæs forsikre om, at naturen nok skal holde til det voldsomme temperaturskift. (Foto: @DR Østjylland)

- I ringer jo hver gang, der sker noget vildt med vejret, og jeg siger det samme til jer. Naturen skal sgu nok klare sig. Der er ingen grund til at være nervøs. Det har den prøvet mange gange før, lyder det fra biolog Rasmus Ejrnæs.

Når han nu alligevel er blevet ringet op, vil han dog gerne komme med en klar opfordring til danskerne.

- Kom nu ud og nyd det! Det er da fuldstændig fantastisk med forår i Danmark.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter