Frem med hue og handsker: Vild vinterkulde til weekenden

En 'påskeøsten' er på vej til Danmark. Dermed er der udsigt til udbredt nattefrost.

Rim i en solopgang ved Fåborg. Arkivfoto. (Foto: Peter Glasdam Larsen © DR BRUGERBILLEDER)

Du har ikke set sådan en omgang koldluft hele vinteren, men mere og mere tyder på, at den kommende weekend bliver domineret af en iskold østenvind med risiko for snebyger flere steder. En veritabel 'påskeøsten', som fænomenet kaldes.

Vejret i en rigtig påskeøsten er typisk bidende koldt, fordi det blæser en god frisk vind, og det øger varmetabet og afkølingen af vores hud. Til gengæld giver den ret tørre luft ofte plads til blå himmel.

I den givne vejrsituation, som den i weekenden, er der dog også risiko for skyer, som danner hagl- og snebyger langs Kattegats kyster og enkelte snebyger på langs af Østersøen. Typisk på Bornholm og Falster, hvor den pivende østenvind har varmeresurser til at danne byger over vand.

Et bud på, hvordan vejret kan se ud på lørdag klokken 07.00. Højtryk bygger op over Sydnorge, mens iskold luft raser mod syd på højtrykkets østside. Den stiplede linje mellem grøn og blå farve angiver temperaturen -10 grader i omkring 1.500 meters højde. Det er grænsen til rigtig vinterluft, som kan danne snebyger. (Foto: DR vejret © wetterzentrale.de)

Du kan også godt forvente, at det bliver udbredt nattefrost og kun få varmegrader i dagtimerne.

Så selv om vejret de næste to dage viser mere samfundsind med lun luft over landet, kan du godt forberede dig på, at vinterfrakke, hue og handsker skal frem igen i weekenden.

Hvorfor 'påskeøsten'?

Den populære betegnelse for den vejrsituaton, som ser ud til at udvikle sig, er som nævnt påskeøsten. Ordet er dækkende så langt, at der er tale om vind fra øst, men det med påsken er mere upræcist.

Påsken ligger jo ikke samme sted hvert år. Påskedag ligger første søndag efter første fuldmåne, efter forårsjævndøgn, og kan derfor svinge mellem 22. marts og 25 april.

Påskedag falder i år den 12. april. (Foto: KJERSTI HJELMEN © Scanpix)

Men det er ret almindeligt, at vi på et eller andet tidspunkt i løbet af foråret - i nærheden af påsken - får en periode med højtryk nord for landet og medfølgende østenvind. Og det er der gode grunde til.

Meteorologien i det hele ligger gemt i en strømning, hvor det europæiske vinterhøjtryk er brudt ned - mens der etableres højtryk over Skandinavien, typisk omkring Sydnorge. Det åbner for, at dyb koldluft kan løbe ned på højtrykkets østside.

Det er en ganske hyppig omlejring af det nordeuropæiske vejr om foråret.