Frosne søer truer fiskene: Uden ilt dør de på et par uger

Mange dage med hård frost har fået søer til at fryse til. Det kan blive fatalt for fiskene

Mens fiskene er pressede på iltmangel i skovsøer, så søger de i stimevis mod de levende vandløb, hvor de både kan være i fred for sultne rovfisk og samtidig få stillet ilt-behovet. Foto: Anders Sandfær Lysholm

Vinteren har virkelig vist sig fra sin iskolde side i år, og har store konsekvenser for de fisk, der holder til i landets mange søer.

Lange perioder med hård frost betyder nemlig, at overfladevandet fryser til is, og det lukker af for adgang til ilt for fiskene.

Det oplever man blandt andet i Silkeborg, fortæller Morten Vissing, zoolog ved Aqua Akvarium og Dyrepark i Silkeborg.

- Yderste konsekvens er jo, at de dør af iltmangel. Når der er is på søen, så kan vi ikke længere få beluftningen af overfladen fra vinden, og så bliver ilten hurtigt brugt op ned under isen.

Og selvom fotosyntesen normalt kan hjælpe, så er også den mulighed udtømt, siger Morten Vissing.

- Hvis der er sne ovenpå, så der kommer absolut ingen lys ned til de få vandplanter, som ellers kunne genere en lille smule ilt.

Søger mod levende vand

Med de lave temperaturer, sætter mange fisk deres aktivitetsniveau helt i bund, for at spare på behovet for at optage mere ilt end højst nødvendigt.

Men den kombination gør dem til let bytte for de store rovfisk som eksempelvis gedder.

Så i stedet for at lægge sig i en dvaleliggende tilstand under isen, så søger mange af de mindre fisk i retning af vand, hvor overfladen brydes. I Silkeborgs tilfælde er det centralt i byen, hvor vandet til søerne strømmer igennem.

- Alle de små fisk ude fra søerne søger ind i de her kanaler her for at være i fred for rovfiskene ude i søen. Og så selvfølgelig for at kunne noget ilt, som der er væsentlig mere af i vandløbet, end der er ude i søen.

Det er dog langt fra alle søer, der har en levende kanal, hvor fiskene kan boltre sig og suge ilt til sig. Derfor kan vejret de næste uger blive skæbnessvanger i skovøerne, siger Morten Vissing.

Morten Vissing er zoolog, og han ser, hvordan de mindre fisk i søerne omkring Silkeborg søger mod vandløb uden is. Foto: Anders Sandfær Lysholm

- Ligger låget for længe på søen her, så vil fiskene til sidst dø af iltmangel. Der er stor forskel på, hvor længe der er ilt nok i søerne, det afhænger både af, hvor meget sollys, der kan komme gennem isen, samt hvor meget dødt plantemateriale, der tager ilten fra fiskene.

- Det er alt fra et par uger til cirka syv uger, siger Morten Vissing.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter