Glem alt om klimaforandringer

Vores forestilling om klassisk dansk efterårsvejr slår ikke helt til i disse dage, og nogle tænker måske på klimaforandringer? Men det kan vi glemme alt om, skriver DRs meteorolog Søren Jacobsen

Det er måske de smukke brændte efterårsfarver, der har givet den sene sommer sit tilnavn: Indian Summer (© Jesper Theilgaard)

Nok en pragtfuld oktoberdag i Danmark med sol og varmegrader, som rejser sig op mod 18 grader i eftermiddag.

Højtryk i øst og lavtryk i vest

Vores forestilling om klassisk dansk efterårsvejr slår derfor ikke helt til, og nogle tænker måske på klimaforandringer?

Glem alt om det i denne sammenhæng, der er flere lignende tilfælde med en tør solrig start på oktober i de sidste 100 år. Vejrets udsving i enkelte år må ikke forveksles med klimasvingning.

Klimaet er vejret set i sammenhæng over årtier, århundrede og årtusinder. Denne vejrtype fremkommer ganske enkelt når vi har højtryk øst for landet, og lavtryk vest for landet, som holder hinanden i skak.

Inder eller indianer

Begrebet "Indian Summer" melder sig også på mange tunger, men hvad er egentlig denne "Indian Summer" for noget? Ordet er engelsk og stammer fra New England i USA, hvor kilder kan dateres tilbage til sidste halvdel af 1700 tallet.

I New England er efteråret et kæmpe brus af rød/gul/brune farver. Særlig spektakulært er det når den første efterårsfrost afløses af sommeragtig varme fra syden, og netop sådan en vejrsituation kaldes i New England for "Indian Summer", kort sagt sommervejr i efterårsfarver.

Hvorvidt "Indian" lægger sig til indfødte amerikanere eller indere står hen i det uvisse, det vides dog at skibe som afgik fra Boston mod Indien/Asien, på den årstid havde lastemærket I.S. for indian summer.

Andre kilder gætter på at "indian" blev klistret på vejret fordi indfødte benyttede de gode vejrforhold til angreb på kolonister, eller mere fordomsfuldt: at man betragtede de indfødte som "fjollede" og derfor slog dem i hartkorn med en fjollet vejrtype: Sommervejr i efterårsfarver.

Facebook
Twitter