Gode råd om solbadning

Verdens førende forskere i hudkræft mødtes i København for at udveksle viden og erfaringer om, hvad man skal gøre i den skarpe sol.

For første gang er der blevet afholdt en konference med fokus på soldyrkning og hudkræft. Baggrunden er den kedelige tendens, at antallet af tilfælde af hudkræft fortsat er stigende, og i Danmark er det den hyppigste kræftform.

Det var Kræftens Bekæmpelse i Danmark, som tog initiativet, og konferencen blev en stor succes med deltagelse af 140 forskere fra hele verden.

UV-faktor i vejrudsigt

Der var på konferencen er udpræget enighed i forhold til de alvorlige tal for hudkræft, ligesom der også var enighed om at tallet med ret enkle midler kan nedbringes.

Men det kræver en mentalitetsændring af blandt andet danskerne, som higer efter solen, når den endelig viser sig på en skyfri blå himmel.

UV-faktoren er en enkel og letanvendelig måde at informere om intensiteten af solstrålingen, der jo varierer lidt fra dag til dag. Derfor er den i sommerperioden et fast element i vejrudsigten på DR. Læs mere om tallet i artiklen "Tid til UV-indeks"

Flere råd om beskyttelse

Det er få og enkle midler, der anbefaldes for at den enkelte kan udvise større ansvarlighed. De tre ord solhat, siesta og solcreme er nøglen til ansvarlighed.

  • En hat med rimelig bred skygge er både behagelig og effektiv til beskyttelse af hoved og nakke.

  • Siesta betyder blot, at man jo ikke behøver være ude i det allerstærkeste solskin, når solen står højst på himlen.

  • Solcreme med faktor 15 er almindeligvis tilstrækkelig, men da de fleste smører et for tyndt lag på, reduceres faktoren ofte til en tredjedel - altså 5, og det er ikke nok.

Sol - også i skygge

Selv om man går ind i skyggen, modtager man alligevel en del UV-stråling. Himlen er nemlig ikke kun blå, den er især ultraviolet. Det betyder, at der kommer UV-stråling fra alle steder på himlen, på samme måde som den blå farve.

Faktisk kommer kun 50 procent af al UV-stråling fra direkte solindstråling, og resten kommer fra andre dele af himmelhvælvet.

Befinder kan sig i skyggens udkant, så man kun dækker for selve solen svarer det til en faktor 8, men går man helt ind i skyggen under et træ kan det svare til en faktor 50 i beskyttelse.

D-vitamin

Man hører ofte, at der er en modsætning mellem at beskytte sig mod solen og så kroppens produktion af D-vitamin. Men det er ikke tilfældet!

Bevæger man sig udendørs i sommerperioden i ca. 15 minutter producerer kroppen selv tilstrækkeligt med D-vitamin. Så almindelig udendørs aktivitet er altså nok. I vinterperioden skal der op mod 3 timer til.

Klart nej til solarier

På konferencen var anbefalingen helt tydelig, at man bør undgå brugen af solarier. Et øget antal unge - i Danmark såvel som andre steder - får hudkræft på grund af anvendelsen af solarier. Solarier producerer stort set ingen D-vitamin.

Strålingen i solarierne er såkaldt UVA stråling, men det er UVB strålingen - altså andre bølgelængder - der skaber dannelsen af D-vitamin.

Forskerne var enige om, at solen skal nydes, men med større ansvarlighed.