Har du bemærket duften? Derfor kan du lugte regnvejr om sommeren

Der udskilles et særligt stof, når der falder regn på en tør og varm jord.

Når regnen rammer en tør jordbund, kan man dufte det, fordi et særligt molekyle frigives og stiger opad. Foto: Viggo Hjort Kohberg

Mens regnen har været på besøg de fleste steder denne uge og derved fået mange til at søge ly inden døre, så kommer her en opfordring til at stikke næsen ud og teste sandhedsværdien i denne artikel.

De skarpsindige næser har nok allerede opfanget det:

Duften af nyfalden regn.

Og det er faktisk et reelt begreb.

Petrichor, hedder det, og det beskriver de dufte, der udløses, når nyfalden regn rammer en varm og tør jord. Det forklarer Jeppe Lund Nielsen, professor på Institut for Kemi og Biovidenskab på Aalborg Universitet.

- Det er et stof, der produceres af bakterier. Efter en tørvejrsperiode bliver lugtstofferne hvirvlet op ved nedslaget på den tørre jord, og så kan vi lugte det. Vi forbinder det med, at det dufter dejligt efter en lang periode med tørvejr, forklarer han om fænomenet.

Bortset fra de seneste regnfulde dage har juni været en relativ tør måned. Og med et tørkeindeks, der mange steder rammer toppen, har muligheden for at fange den særlige duft været optimal.

Når regnen siler ned i sommermånederne, kan det udløse en helt særlig duft. Særligt, når jorden har været varm og tør i tiden op til. Foto: Christian Holt

Petrichors jordagtige duft kommer nemlig af, at der frigives gasser i den øverste del af jorden. De er skabt af bakterier, der lever i jorden, og de skaber molekylen, der hedder geosmin. Og kombineret med en høj luftfugtighed er der gode muligheder for at opsnuse den duft på en sommerdag.

Er du i tvivl om, hvordan det lugter, kan Jeppe Lund Nielsen også hjælpe.

- Hvis man lukker øjnene og forestiller sig en tur til en bøgeskov, så er det den lugt. Det er geosmin, man kan lugte, siger han.

Hjælper kameler og parfumemagere

Duften af nyfalden regn blev første gang beskrevet videnskabeligt i 1964, og siden har kendskabet til den været en yndet duft at ramme i parfumeindustrien.

- Under normale omstændigheder har vi typisk en lav tolerance for geosmin. Det bliver nemt til en afskysvækkende reaktion. Lige under dét niveau, for eksempel som duften, når det regner, så giver det positivie associationer. Det udnytter man i visse dele af parfume-industrien for at give os associationer af nyfalden regn, forklarer han.

Og geosmin kan faktisk også være forklaringen på et af mysterierne om, hvad et særpræget ørkendyr egentligt kan.

- Man har en forståelse af, at kameler kan finde vand i ørkenen, men det de faktisk kan, er at lugte geosmin, fordi det trives i oaser. Og det kan kamelerne lugte. Det er den måde, man tror, de kan lugte sig frem til vand på, fortæller professor Jeppe Lund Nielsen.

Men det er ikke kun kameler, der kan finde frem til vand. Du kan også selv dufte dig frem til geosmin de fleste steder i landet - selv de steder, hvor jorden i høj grad er dækket af asfalt, fliser og bygninger, fortæller Jeppe Lund Nielsen.

- Man kan sagtens lugte det i byerne, hvis man går ud. Der vil der dog ofte være mange andre lugte, men bare i en normal have vil man kunne lugte det meget, meget tydeligt, siger han.

Kilde: Professor Jeppe Lund Nielsen, Naturhistorisk Museum og Flavour Institute, Aarhus Universitet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk