Hedebølge: Her rammer tropenatten

Vi kalder det en tropenat, når nattemperaturen ikke kommer under 20 grader.

Clausholm slot en fugtig nat (Foto: Birger Borgwardt © DRBrugerbilleder)

Du burde sove på dit grønne øre, men i stedet vrider du dig på et let fugtigt lagen og har allerede sparket dynet af. Din bolig er gennemvarm efter en dag med hedebølge, og nu kan du ikke rigtig slippe af med varmen.

Tropenatten har ramt dig. En nat, hvor temperaturen ikke kommer under 20 grader.

Den forgangne nat var vi tæt på at ramme en tropenat et par steder, og de næste par nætter er det sandsynligt, at nattemperaturen ikke kommer under 20 grader.

På kortet kan du se, hvad laveste temperatur var den forgangne nat.

Kortet viser de laveste temperaturer i Danmark natten til mandag. Det er tydeligt, at hele Østersøen er meget varm og en kilde til tropenætter. (Foto: DMI grafik © dmi)

Tropenætter er aldrig et landsdækkende fænomen i Danmark. Kommer man væk fra kysterne, er vi sjældent i nærheden af 20 grader.

Et kig på vandtemperaturen afslører hurtigt, at det er ved kysterne omkring Østersøen og Smålandshavet, at vi har den største chance for at få en tropenat, fordi vandtemperaturen i de områder er meget høje og over store områder i nærheden eller endda over 20 grader.

Også ved jyske vestkyst er der en stribe med varmt kystnært vand.

Kortet viser DMI's prognose klokken 18 i dag for vandtemperaturen i havet omkring Danmark. Bemærk, at i Østersøen er der et område med over 20 grader varmt vand. Men i et stort område ligger temperaturen tæt på 20 grader. (Foto: DMI grafik © dmi)

Hedebølge de kommende dage

DMI har udsendt et risikovarsel om, at der kan forekomme hedebølge i store dele af Danmark. Det er i de vestlige landsdele som Vestjylland, Vestfyn, Vestsjælland og så videre, at det bliver varmest.

Årsagen til det er, at vinden kommer fra sydøstlige retninger og derfor overstryger luften mest land - og opvarmes derved - inden den ankommer til vestlige landområder.

DMI varsler på enkelte kommuner, og du kan se DMI's aktuelle varling her:

Facebook
Twitter