Soft-ice, solbriller og shorts har de seneste dage prydet gadebilledet på Grønland. Den hedebølge, som plagede mange europæere i sidste uge, har bevæget sig nordpå.
Faktisk har det været så varmt på Grønland, at DMI har målt en varmerekord.
Det er sket på deres station i Summit, der ligger midt på indlandsisen. Målingen er i over 3.000 meters højde, hvor middeltemperaturen for juli plejer at være på -12,2 grader. Men i år har temperatuen været -9 grader.
Og hele Grønland har været ramt.
- Over alt er der målt pænt høje temperaturer. Den højeste var i Nuuk Lufthavn på 23 grader, siger John Cappelen, seniorklimatolog ved DMI.
Varmt siden april
Sommertemperaturer på omkring 20 grader er ikke unormalt på Grønland, fortæller John Cappelen.
Men hedebølgen på Grønland kommer efter flere måneder med varme. I april, maj og juni har DMI målt en gennemsnittemperatur på 3,2 grader varmere end normalt. Og konsekvenserne af stigningen gør klimatologen urolig.
- Det har været varmt siden april, så det er blevet tørt flere steder, og isen smelter. Grønland har været inde i en varmeperiode, og juli er ikke en undtagelse.
Specielt de smeltende ismasser kan man ifølge Cappelen ikke komme uden om:
- Uanset hvordan man vender og drejer det, er det foruroligende. For når isen smelter, bidrager det til at havene stiger.
FN: Et kapløb for livet
Når isen smelter på Grønland, strømmer bekymringerne ikke bare ud til DMI - også internationalt får det opmærksomhed. I forbindelse med hedebølgen i Europa delte generalsekretæren for FN, Antonio Guterres, sine bekymringer:
- Hedebølgen, der har påvirket Europa den seneste måned, har nu hævet temperaturer på Aktis og Grønland med 10-15 grader.
Han benytter også lejligheden til at komme med en opsang til os alle.
- At forbygge de uvendelige klimaforstyrrelser er vores livs kapløb og et kapløb for vores liv. Det er et kapløb, vi kan og skal vinde.