Hedebølge rammer ikke hele landet

Selvom hele Danmark får rigtig fint sommervejr, vil hedebølgen kun være regional, lyder det fra vejrvært.

Det forventes, at vi kommer til at få en hedebølge denne uge, hvilket vil sige, at den gennemsnitlige maks.-temperatur kommer over 28 grader tre dage i træk. (Foto: DAMIEN MEYER © Scanpix)

De næste dage bliver varme og solrige, og der er meget stor sandsynlighed for, at vi får en hedebølge, som er, når vi har minimum tre dage med en gennemsnitlig makstemperatur på over 28 grader.

Ifølge prognoserne vil hedebølgen starte i morgen og vare frem til lørdag, og det betyder, at man de kommende dage skal være ekstra opmærksom på at få drukket vand og måske holde sig ude af solen i de allervarmeste sommertimer, lyder det fra DR's vejrvært Christian Cherry.

- Det gælder særligt for ældre og småbørn, som jo har nemmere ved at dehydrere, siger han.

Hedebølgen bliver kun regional

Selvom hele landet får sommervejr de kommende dage, så får vi formentlig ikke en landsdækkende hedebølge, lyder vurderingen fra vejrværten.

- Vi får nok kun regionale hedebølger, der vil ramme de indre og vestlige landsdele. Og når jeg siger vestlige, mener jeg den vestlige del af Jylland og vestlige del af Sjælland – måske kan der også komme lokale hedebølger nogle steder på Fyn, siger han.

(© DR vejret)

Varmen kommer fra sydøst

Grunden til, at vi sandsynligvis får en hedebølge de kommende dage, er, at vi får pumpet varme op fra Nordafrika og Sydeuropa:

- Oftest har vi vinden fra sydvest eller nordvest. Den her gang kommer den fra sydøst, siger Christian Cherry.

Og netop vindretningen har stor betydning for, hvor varmt det bliver:

- Den her gang skal luftmassen ind over Østersøen, som jo er køligere. Derfor bliver luften kølet lidt af, inden den rammer land, og så skal den lige bruge noget tid på at komme hen over den opvarmede landjord i Danmark, før den kommer op på de 31-32 grader, siger Christian Cherry.

Det er også derfor, at der kommer mest varme ved de vestvendte kyster eller hvor luften ikke skal bevæge sig over vandet, forklarer vejrværten:

- Hvis man kigger i den sydlige del af Jylland, så skal vinden ikke over vand, men bevæger sig bare over landjorden, så der kan vi godt forvente at se nogle af de højeste temperaturer. Det kunne for eksempel være i Store Jyndevad, siger Christian Cherry.

Varmen fortsætter juli ud

Selvom hedebølgen lige nu kun ser ud til at vare til og med lørdag, så vil resten af juli også blive varm.

- Der kommer et eller andet, som sætter sig fast nu på den varme side. Så vi får i hvert fald regulært sommervejr ind i næste uge også. Som det ser ud nu, kan resten af juli måned tilbringes nede på stranden, siger Christian Cherry.

Det er ikke unormalt, at vi her i Danmark i løbet af sommeren oplever en enkelt hedebølge eller to, fortæller Christian Cherry.

- Men at vi får sådan længere perioder med høj varme, som vi havde sidste år, det er ikke normalt. Så sommervarmen i år er nok mere normal, slutter han.

Facebook
Twitter