Kulden og snevejret har givet rig mulighed for at kælke, stå på skøjter eller traske rundt på frosne søer - der, hvor det nu har været lovligt.
For mange er uge 7 lig med vinterferie. Og havde man set frem til en uge fyldt med aktiviteter i sneen eller på isen, så skal man skynde sig, for vejrsituationen vender i morgen.
- Det bliver tøvejr i løbet af ugen. Det sætter for alvor ind fra onsdag og fremad, og hvis prognoserne holder, så kan det godt gå hen og blive tocifret temperaturer i næste uge, fortæller Søren Jacobsen, der er vært hos DR Vejret.
- Mandag kommer det første angreb af varmere luft fra sydvest. Det strander ind over Danmark, og det betyder, at vi får et døgn, hvor der falder sne, måske også isslag, og det kan godt, i hvert fald i Sydvestjylland, ende med at blive noget regn eller slud, tilføjer han.
De sidste fjorten dage har en iskold polarluft ligger tungt over Danmark, og det har holdt middeltemperaturen pænt under frysepunktet.
Kulden aftager i vinterferien
Nu tyder noget imidlertid på, at den massive kulde langsomt begynder at slippe sit faste greb i Danmark, og så skal vi igen vænne os til temperaturer et stykke over nul grader i dagtimerne og nedbør, der efterhånden vil falde som regn og slud.
- Det er en ret stor forandring i vejret. Det gør også, at vejret bliver mere ustadigt, gråt og diset. Når der kommer varm luft ind over en kold overflade, så bliver der dis og tåge. Så det bliver en helt anden vejrtype fra sidst på mandagen og frem igennem tirsdag, fortæller Søren Jacobsen.
Årsagen til dette markante vejrskifte er, at det højtryk, som i lang tid har ligget nord og øst for Danmark og sendt kulde mod landet, bevæger sig mod sydøst og på den måde svækkes.
Konkret betyder det, at varmen kommer til Danmark, og tiden med tre par sokker lakker mod enden.
Onsdag kommer det varmere vejr
Selvom det altså ikke bliver til mange solstråler i vinterferien, så kan de kuldskære glæde sig til temperaturer, som passerer frysepunktet.
- Allerede i løbet af natten til onsdag kommer der nye fronter frem og så bliver det endnu varmere. Så får vi dagtemperaturer op imellem en og fem graders varme. Men det bliver regnvejr, siger vejrværten.
Varmen kommer til Danmark fra sydvest, hvor den har ligget et stykke tid.
- Det er det, vi kalder Atlantiske frontsystemer, som får møvet sig ind over Nordvesteuropa og fortrænger kulden, fortæller Jacobsen.
Og det bliver lunere som næste uge skrider frem.
- Når vi når frem til torsdag, så er vi oppe på en seks-syv grader, så bliver det måske kortvarigt koldere, men jeg bliver ikke overrasket, hvis vi frem mod næste søndag når helt op på tocifrede varmegrader, siger han.
Februar har ikke temperaturmæssigt skilt sig ud
Selvom flere danskere i øjeblikket går rundt og fryser, så er det kolde vejr over Danmark, ikke så unormalt, fortæller DR's vejrvært.
- Det kommer med nogle års mellemrum, at det er så koldt, der går jo efterhånden tid imellem. Vi skal en lille halvsnes år tilbage, for at finde noget, som matcher det, vi har haft i februar med de her meget kolde dage.
Et hundekoldt vintervejr hænger ofte sammen med vindretningen. Når vinden går over i det nordlige og østlige hjørne, trækker den nemlig iskold polarluft ned til landet.
- Sammenholdt med februar sidste år, så er det en kold vinter, vi oplever nu, men set over 30 år er det ikke nogen ekstrem kold vinter. Det har vi set før. Masser af gange, det er bare ved at være ti år siden.