Her boomer turismen: Udvikling og godt vejr gør Bornholm til en turismemagnet

Blandt andet på grund af Bornholms helt særlige vejrforhold kan man tage af sted i efteråret og stadig få oplevelsen af sommerferie.

Særligt Folkemødet, der siden 2011 har fundet sted i Allinge på Bornholm, har medvirket til et øget antal turister. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

På Bornholm går det godt med turismevæksten.

Siden 2010 er antallet af besøgende til den lille ø ude i Østersøen vokset med 18 procent fra 528.000 til 624.000 i 2018.

Og med et turismeforbrug på godt 2,6 milliarder årligt – et tal, som i Region Hovedstaden kun overgås af Danmarks hovedstad København – må Bornholm betragtes som regionens største turistmagnet.

- Bornholm har et godt brand som Danmarks solskinsø, og vi har et helt særligt vejr herovre. Men vi har også været gode til at udvikle os i forhold til naturoplevelser, events og kulturelle arrangementer samt fødevarekulturen. Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen, hvis jeg siger, at Bornholm lige nu er Danmarks gastronomiske hotspot, siger Helle Mogensen.

Hun er presseansvarlig hos Destination Bornholm, som er Bornholms officielle part til fremme af øens turisterhverv.

Artiklen fortsætter under grafikken:

Vejret har hjulpet

På Bornholm er vejret ofte lidt anderledes end i resten af landet. Her regner det typisk mindre, og solen skinner mere.

Det har selvfølgelig en eller anden betydning for antallet af turister, lyder det fra Helle Mogensen:

- Jeg tror, det ligger i bevidstheden, at Bornholm har godt vejr, når man skal vælge sin feriedestination. Men dét, at Bornholm bliver med at udvikle sig, tror jeg er det, som virkelig batter. At vi så kan krydre det med godt vejr, er jo kun en bonus, siger hun.

Klimaet og de helt særlige vejrforhold har været med til forme naturen på Bornholm og skabe gode forudsætninger for nogle fantastiske naturoplevelser ved de bornholmske klipper, skove, sprækkedale og strande.

Og det nyder øen godt af. Undersøgelser fra Destination Bornholm viser nemlig, at mange af Bornholms turister vælger at tage til Bornholm netop for naturens skyld:

- Mange ser lidt Bornholm som en eksotisk del af Danmark. De klipper, vi har, har man ikke andre steder, og det gør Bornholm anderledes, og vi har den her unikke natur, som er med i alt, hvad vi foretager os, siger Helle Mogensen.

Lunt efterårsvejr giver særlige muligheder

Fordi Bornholm er omringet af hav, og havet holder på sommerens varme, så har Bornholm ofte stadig sommerligt vejr i efteråret, mens det andre steder i Danmark er blevet tid til lange bukser og overtrøjer:

- Det er i høj grad der, vi har bedre vejr end andre steder i landet. Så man kan tage over til os i sensommeren og faktisk stadig opleve at få en sommerferie, siger Helle Mogensen.

Og netop den slags muligheder har man særligt fokus på i den bornholmske turistbranche, fortæller Helle Mogensen. For selvom langt de fleste turister kommer om sommeren, er øen også skøn på andre tider af året.

- Vi har de seneste år været gode til også at få folk til at rejse hertil i april og maj samt september og oktober. Og det er vi glade for. Vi vil gerne dele Bornholm med turisterne året rundt, siger hun.

Ifølge Destination Bornholm skaber turismen omtrent 2.000 arbejdspladser, og øen er derfor afhængig af sine turister hele året rundt:

- Med et samfund på lige under 40.000 borgere, er det jo en ret stor andel, så selvfølgelig er turismen meget vigtig for hele det bornholmske samfund, slutter Helle Mogensen.

Facebook
Twitter