Hidsig blæst og snevejr på vej

Søndagen byder på både sne og kraftig blæst flere steder i landet.

Flere steder i landet skal man holde på hat og briller, hvis man bevæger sig udenfor i morgen. DMI forventer voldsomt blæsevejr og sne.

Blæsevejret skyldes et lavtryk vest for Irland, der bevæger sig mod øst og forventes at ramme Danmark i morgen.

- Det kraftige lavtryk henter sin energi fra de store temperaturforskelle, der er mellem Skandinavien og Vesteuropa. Forventningen er, at lavtrykket vil bevæge sig op langs den jyske vestkyst nord for Limfjorden, siger DR’s vejrvært Christian Cherry.

Ifølge DMI vil det blæse så meget, at der en kort overgang søndag aften kan være risiko for forhøjet vandstand ved Vadehavet og dele af Vestkysten.

Varslet gælder i første omgang for den nordlige del af Fyn, Vestsjælland og den jyske vestkyst syd for Limfjorden

- Det er især sønderjyderne, der i første omgang kommer til at stå for skud. Allerede i morgen eftermiddag rammes de af middelvind af stormende kulingstyrke og kan forvente vindstød op mod stormstyrke, siger Christian Cherry.

Fronten, der hører til lavtrykket, vil ifølge DMI desuden byde på en del sne.

- Fronten vil give udbredt sne, som breder sig mod nord og øst i løbet af formiddagen. Foruden sne vil der også blæse en frisk vind til kuling fra sydøst, så der kan lokalt forekomme snefygning. På nuværende tidspunkt ventes snevejret at vare mellem 3 og 6 timer, og der kan komme mellem 4 og 8 cm sne, lokalt i Trekantsområdet måske op til 10 cm sne. Herefter stiger temperaturen, og sneen går over i slud og regn, skriver DMI på sin hjemmeside.

De, der befinder sig i den østlige del af landet, vil ikke opleve det voldsomme blæsevejr i samme grad. Og det samme gælder for den nordlige del af Jylland, som i første omgang lader til at undgå den kraftige blæst.

Ifølge DMI kan vindstød af stormstyrke betyde, at tagsten blæser ned, store grene knækker samt at træer kan vælte og spærre tog- og vejstrækninger.

  • Print
  • Del artiklen: