De kolde nætter i sidste uge har sat gang i brunsten hos kronvildtet.
- I skovene i Lille Vildmose i Østhimmerland hører man brølene konstant, fortæller naturvejleder Jakob Konnerup fra Lille Vildmosecentret. Han har sammen med Vores Vejr været på "jagt" efter kronvildtet i dag.
Efterår er brunsttid
Det er kombinationen af kolde nætter og korte dage, der sætter gang i kronvildtets hormoner og starter brunsten.
Som tommelfingerregel kan man sige, at brunsten altid er i gang den 10.10. Først i slutningen af oktober falder kronhjorten til ro og brunsten ophører.
Forsvarer sin status
Den store hjort styrter rundt på brunstpladsen, for med sin krop, brøl og styrke at forsvare sin status som pladsens stærkeste. Kun en gammel og stærk hjort kan forsvare sin plads og dermed retten til at parre sin med den gruppe af hinder, som han har samlet omkring sig, forklarer Jakob Konnerup.
I Lille Vildmose går kronvildtet rundt i to indhegende skove. Der er mulighed for at opleve kronvildtet fra de udsigtstårne, der er placeret ved åbne åmråder som hjortene traditionelt udvælger som brunstpladser.
Kronvildt mange steder
Men der er også andre områder, hvor man kan opleve Danmarks største landgående pattedyr. I de vestjyske klitplanter, på Norddjursland og mange andre steder kan man - om ikke se - så høre kronvildtet dybe brøl.
Brunst i Vores Vejr
Hvis du vil være helt sikker på at opleve en brunstig kronhjort, kan du se reporter Mortens Søgaards reportage i aften i Vores Vejr. Her kan du også høre naturvejleder Jakob Konnerup fortælle om kronvildtets brunst. Det er klokken 18.55 på DR1.