Højtryk fra Letland bringer sommervejret til Danmark i starten af juni

Efter en lang ustadig periode peger mange prognoser på sommervejr den 3. juni.

I starten af juni bliver det sommervejr med dagtemperaturer op mod de 25 grader, viser prognoserne. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Hvem har ikke haft en paraply med til Sankt Hans? Ræk en hånd i vejret. Jeg tænker, der er stille i rækkerne.

Vejret arbejder ikke med datoer, og tit og ofte har vi en ustadig periode i juni måned. Og det kan vi for såvidt sagtens nå endnu.

Sommermånederne er juni, juli og august, og dermed starter sommeren per definition den 1. juni, men mange prognosepile peger på, at i starten af juni bliver det sommervejr med dagtemperaturer op mod de 25 grader, og jeg har jo allerede sat dato på:

Sommeren starter den 3. juni.

Højtryk af den rette støbning

I starten af juni ligger højtrykket over Letland, og det er en perfekt støbeform for sommervejr i Danmark med transport af varme fra kontinentet.

Højtryk er stabiliserende for vejret og undertrykker dannelsen af byger, men det er ikke ligegyldigt, hvor de ligger i vores nærhed. Et højtryk har både en varm og en kølig side, og dette højtryk kan blive en fin indledning på sommervejret.

Sommervejr d. 3. juni (Foto: DR vejret © (c) DR)

I sync med DMI sommerprognose

DMI udgav sin sommerprognose midt i maj, og i den skulle juni måned også komme ud med ganske lunt og stabilt sommervejr.

Prognosen for sommervejrets start ser ud til at være nogenlunde sikker; de to største prognosesæt er begge meget enige i, at det ustadige vejr får en ende netop denne dato, så derfor satser vi alle jetonerne på, at det kommer i mål.

Sker det, så er DMIs sommerprognose kommet rigtig godt fra start.

Facebook
Twitter