'Hold på alle løse genstande': Lun søndag byder på regn og kraftigt blæsevejr

I det jyske kan der komme vindstød af stormstyrke. Flere træer er væltet.

Arthur og Bjørn fra Vanløse var på Rømø i sidste weekend, hvor det blæste kraftigt. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Hvis du her til morgen har bevæget dig uden for i det regnfulde og blæsende vejr, har du måske bemærket, at dit ansigt ikke bliver bidt af kulde.

- Det er en usædvanlig lun morgen her i midten af februar. Vi ligger på en 10-12 grader i store dele af landet. Det er meget unormalt, at det er så varmt om morgenen, siger vagtchef hos DMI Thyge Rasmussen.

Hvis det lune vejr var akkompagneret med fuglefløjt og sol, var der formentlig flere, der ville nyde søndagen udenfor.

Men der står regn og blæst på programmet.

Kraftige vindstød til formiddag

Det bliver mest blæsende i Jylland i dag.

- Her til formiddag kan der i det jyske komme vindstød af stormstyrke. Ved vestkysten kan der måske komme stærk storm, fortæller Thyge Rasmussen.

Det giver her til morgen væltede træer og vand på kørebanen i det midtjyske.

Også Sallingsundbroen risikerer at lukke på grund af blæsevejret, skriver Midt- og Vestjyllands Politi på Twitter.

Vejdirektoratet opfordrer også bilister til at være ekstra opmærksomme.

Efter middag begynder vinden at aftage de fleste steder.

- Der vil stadig blæse en hård vind til kuling, men de kraftige vindstød er et formiddagsfænomen, lyder det fra vagtchefen.

Derfor er opfordringen fra DMI:

- Hold på alle løse genstande, hvis du bevæger dig ud. Og hvis du har mulighed for det, så hold dig indendøre, for det bliver en meget regnfuld dag, siger Thyge Rasmussen.