Hvem skal bruge sne? Efterskole på ski suser ned ad bladene i skoven

Bakkerne i skoven i Vejle er et glimrende sted at stå på ski – også uden sne.

Der skal spejdes langt efter sneen herhjemme i øjeblikket, og der er ikke udsigt til, at den kommer foreløbig.

Men det betyder ikke, at man ikke kan stå på ski.

Det beviste sportsefterskolen Sine fra Løgumkloster, da eleverne var på besøg i skoven ved Vejle med deres skilinje – og Vores Vejr var med.

For de våde blade udgør nemlig en glimrende substitut for sne.

- Nogle gange skal man udfordres lidt og ud af sin comfortzone, og det kommer man her. Så længe bladene er her, får man lidt den samme følelse, siger Kristian Søndergaard, der er elev på skilinjen.

Slider på skiene

Betingelserne skal være rigtige for, at det er sjovt at stå på ski uden sne. Det kræver en hældning på minimum 20 procent, en blød jord og masser af blade.

Det klarer skoven i Vejle, og derfor har skilinjen på Sine Efterskole lavet en aftale med Vejle Kommune om at komme forbi og køre bladene til.

Kristian Søndergaard, der er elev på skilinjen på Sportsefterskolen Sine, ville foretrække rigtig sne, men når det nu ikke er aktuelt, er bladene ikke så tosset en erstatning.

- En skilinje i Danmark er nødt til at være lidt kreativ, og så fik vi den idé med at komme ud i bladene. Jeg vil anbefale, at man vælger noget udstyr, man ikke har tænkt sig at bruge på sne bagefter. Der er lidt ekstra slid på udstyret, siger Janus Hecht, der er lærer på skilinjen.

Du kan se, hvordan skiløb på blade foregår i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter