Hvid jul i Nordjylland, måske

Langt de fleste får dog hverken brug for kælk eller sneskraber

Dette kunne godt blive det typiske julepostkort for julen 2018. Gråvejr og plusgrader og ingen sne.Billedet her er taget i dag uden for Sønderborg. (Foto: Niels Chr. Aahøj Bech © DR brugerfoto)

Landsdækkende hvid jul er sjælden. Det er kun sket 8 gange de seneste 100 år. Og ved "landsdækkende" er der endda indbygget en tilsnigelse, idet kun 90% af landet behøver være dækket af et tyndt lag sne. Men "lokal hvid jul" er knap så sjælden og det er her man skal satse, hvis man er tosset med sne.

Kommer der sne?

Der er en lille chance for at Nordjylland kan få lidt sne natten til den 24. december. Der kommer nemlig noget nedbør og derefter en opklaring. Hvis nedbøren falder som sne og temperaturen efter opklaringen kan holdes nede hele dagen og snedækket ellers er tykt nok, så vil sneen kunne overleve til juleaften. Men seneste de prognoser tyder på, at temperaturen vil stige om eftermiddagen og aftenen og så smelter sneen.

Bliver det glat?

Det nordjyske vejr kan også udvikle sig mere farligt natten til den 24. Hvis nedbøren i stedet falder som slud eller regn og vejret derefter klarer op, så vil der være fare for isglatte veje. Det vil både være om natten og en god del af dagen. I resten af landet ( måske med undtagelse af Nordsjælland ) vil temperaturen være for høj og skydækket for tykt til at glatføre kan forekomme. Det er prognosen her torsdag aften.

Det mest sandsynlige

Traditionen tro vil skyer og plusgrader være det mest sandsynlige. Langt det meste af tiden vil juledagene dog være med tørvejr, kun afbrudt af enkelte regnbyger.. Der er chance for lidt sol juleaftens dag i den østlige del af landet, men både juledag og 2. juledag kan solen titte frem flere steder. Juleugen vil iøvrigt byde på ganske lunt vejr med op til otte plusgrader.

Facebook
Twitter