I århundreder har marskens beboere fundet løsninger mod oversvømmelser og stormflod

De ældste metoder stammer helt tilbage fra Middelalderen.

I gamle dage kunne marsken nemt blive oversvømmet. Hvis det var voldsomt kunne huse og gårde flere kilometer inde i landet skylle væk. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

Hvis man vil vide, hvordan man før i tiden sikrede sig mod klimakatastrofer, skal man kigge ind i laden på en lille bakke midt i det lavtliggende marsklandskab nær Tønder.

Vi er omkring otte kilometer fra havet, så det virker egentlig ikke særligt nærliggende at skulle frygte oversvømmelser lige her.

Men netop Vadehavet er lumskt og for at bo i marsken, måtte man i gammel tid være eksperter i at sikre sig mod stormflod, hvis man ikke ville miste hus og hjem, når katastrofen indtræf.

Den første sikring mod vandet har faktisk ikke så meget med laden at gøre, men den bakke, som laden står på.

Bakken er nemlig ikke naturlig, men bygget af sammenpresset mudder og sand fra marsken af dem, der levede her tilbage i Middelalderen, for at holde sig ovenvande, når bølgerne kom.

Bakkebyggerierne kaldes også for værfter, og de kunne enten ligge isoleret om en gård eller ligge samlet i små landsbyer.

Den her er omkring fire meter høj, og det kan lige have været nok til at ride de fleste stormfloder af.

- Man kan godt kalde det for 1100-tallets klimasikring, siger museumsinspektør fra Tønder Museum Anne Marie Overgaard, der i dag viser os rundt på stedet.

- Man skal forestille sig, at bakkerne har ligget som øde øer i et stort hav. Havet ville ikke være særligt dybt, men det ville være nok til at oversvømme alt omkring os.

Gården og laden ligger på en menneskeskabt bakke, fire meter oppe i landskabet. Den kunstige bakke kaldes også for et værft. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

Bakkebyggerierne rakte dog ikke altid.

I år 1362 og igen år 1634 blev marsken ramt af det, som senere er blevet kaldt for de to store manddrukninger.

Den første store manddrukning fandt sted den 16. januar 1362, da en stormflod skyllede ind over land midt om natten. Det er usikkert, hvor mange der døde, men det anslås, at det var flere tusinde mennesker.

Ved den anden store manddrukning i 1634 kan vandstigningerne blandt andet aflæses i Ribe Domkirke, hvor en makering viser, at vandet stod 1,7 meter over gulvet.

Her skønnes det, at mellem 8.000 og 15.000 mennesker mistede livet.

Som et resultat af de store ulykker, begyndte man at bygge diger ved kysten, men de bønder, der havde råd til det, forsøgte også at sikre sig deres gårde på andre måder.

Taget kunne stå af sig selv

Det skete med inspiration fra friserne, og den byggestil de benyttede i de nordlige egne af Holland og Tyskland, hvor man ligeldes sloges med oversvømmelser.

Inde i laden fra 1764 peger Anne Marie Overgaard rundt på nogle store tykke bjælker, der ser ud til at skyde i alle retninger – lodret, vandret og skråt.

Bjælkerne er placeret på en speciel måde, så taget ikke hviler på ydermurene, men kan stå selv, hvis en stormflod skulle ramme bygningen og skylle muren væk.

Det betød, at folkene, der boede her hurtigt kunne bygge stedet op igen, hvis den første mur gik tabt.

Samtidig kunne man gemme værdifulde varer i sikkerhed på loftet.

Det kunne for eksempel være hø.

- Mistede man det, havde man et problem, for så havde man simpelthen ikke foder til sine dyr, fortæller Anne Marie Overgaard.

Det var langt fra alle, der havde råd til at bygge med højremskonstruktion, som metoden kaldes. Den kræver store bjælker, og de måtte førhen importeres fra fjerne egne, da der ingen store træer var i marsken. (Foto: Klaus Videbæk © DR vejret)

Senere er de gamle byggemetoder i marsken afløst af mere moderne garderinger.

Der er bygget flere store diger og sluser, og pumpestationer med forbindelser til å og hav hjælper med at regulere vandstanden i marsken, så hverken huse eller marker kommer til at stå under vand.

Men det betyder ikke, at alle problemer er løst.

I fremtiden vil klimaændringer skabe nye udfordringer med vandet, og måske kan den gamle byggestil inspirere til nye ideer.

I hvert fald har Realdanias Byggefond nu opkøbt gården, så byggeriet kan bevares for eftertiden.

Facebook
Twitter