Ikke mere sne i denne omgang

Opklaring breder sig ned over landet fra nordvest

Nedbørområdet, der i nat gav slud og sne i store dele af landet, er nu på vej væk i østlig retning. Det efterfølges af en opklaring, der allerede kan ses i det meste af Jylland i formiddag. På Fyn og Sjælland kommer der endnu spredt slud eller regn i formiddag, men opklaring i eftermiddag. Bornholm har sit eget vejr: Det bliver overskyet med lidt regn i dag.

Glatte veje

Efter nattens sne og slud er der glatte eller smattede veje i det meste af landet, men i løbet af dagen bliver det bare våde veje. Der er dog stor risiko for at vejene igen bliver glatte til aften fordi temperaturen falder til under frysepunktet. Der kan også komme byger i aften.

Vinden og temperaturen

Vinden bliver let til frisk mest fra nordlige retninger og temperaturen kommer op på plusgrader over hele landet. De fleste steder mellem 1 og 3 grader, men ved Vestkysten 4-5 grader. I aften bliver det igen frost mange steder.

  • Print
  • Del artiklen: