Ingen grund til at finde vinterjakken frem: Det lune efterårsvejr fortsætter

Selvom det bliver lidt køligere, så holder temperaturen sig et godt stykke over gennemsnittet de næste dage.

Det lune vejr med en god portion skyer og lidt sol, men uden væsentlige regnmængder fortsætter de næste par dage. Bente Gelmetti tog dette billede fra Gilleleje her til morgen. (Foto: © Bente Gelmetti, brugerbillede DR vejret)

Du kan snildt tage den tynde jakke på, hvis du skal ud på en gå- eller løbetur de næste otte til ti dage. Det lune vejr ser nemlig ud til at fortsætte uden tegn på nattefrost, fortæller DR-meteorolog Mikael Jarnvig.

- Det bliver ved med at være mildt de næste par dage, som vil ligge over normalen. Så det bliver behagelige temperaturer på over de ti grader, siger Mikael Jarnvig.

Han fortæller, at middeltemperaturen for hele november normalt ligger på 5,5 grader. Foreløbigt har den denne november ligget på 10,8 grader.

For de første otte dage af november har gennemsnitstemperaturen faktisk været én grad varmere end normalen for oktober.

Skyldes placeringer af høj- og lavtryk

Det lune efterårsvejr skyldes placeringer af høj- og lavtryk. Over et længere stykke tid har højtrykkene ligget sydøst for Danmark, mens lavtrykkene har suset ind fra Atlanterhavet, men drejet mod nord op langs Island og Norge. Det fører til, at vi får lune vinde fra Biscayen, der er den franske vestkyst og spanske nordkyst.

Den situation ser ud til at fortsætte frem til fredag, hvor temperaturen kan ramme 13 til 14 grader. Derefter skifter vinden til en mere syd og sydøstlig retning, men temperaturerne vil stadig være lune for årstiden.

Dagtemperaturerne vil ligge på mellem 11 og 14 grader de næste par dage. Om natten vil temperaturen være mellem 6 og 10 grader. (© DR vejret)

Selvom temperaturerne er lune, så er der ikke udsigt til megen sol. For den lune luft giver høj luftfugtighed, som skaber skyer. Dog vil det holde tørt det meste af tiden, fortæller Mikael Jarnvig.

Det lune vejr er ikke kun noget, der rammer Danmark. Flere gange i løbet af oktober har varme fra Afrika sneget sig op over Europa, og det har givet rekorder i Mellem- og Vesteuropa.

I Frankrig har man registreret den varmeste oktober nogensinde med en gennemsnitstemperatur på 17,2 grader. Alpelandene Schweiz og Østrig målte også historisk høje temperaturer. I Østrig havde man tropenat i oktober med 20,4 grader.

Frankrig har også mærket til det lune efterårsvejr. Her er det fra middelhavsbyen Nice tæt på den italienske grænse. (Foto: © VALERY Hache, Ritzau Scanpix)

I Danmark landede middeltemperaturen på 11,7 grader i oktober, hvilket er den fjerdevarmeste siden 1874.

Globalt set var oktober også den fjerdevarmeste måned, man indtil nu har registreret.

Mikael Jarnvig advarer dog om at konkludere, at de seneste ugers lune vejr skyldes klimaforandringer.

- Vi kan sagtens have to lune måneder, uden at vi skal blande klimaforandringer ind i det. Det er først, hvis vi over flere år ser varmere vejr, at vi kan tale om klimaforandringer, siger han.