Jarnvig: Øv, nye prognoser aflyser sommervarmen

I dag skal vi igen have regnbyger blandet med lidt sol, og temperaturerne når omkring 20 grader.

Temperaturerne når 20 grader eller lidt mere på en grå og våd dag. (© dr)

Regnmålerne trænger efterhånden til en ferie efter en weekend og nat med kraftig regn mange steder. Men ferien kan endnu ikke begynde.

Dagen har nemlig skyer og regnbyger på programmet.

De får senere lidt følgeskab af en - for mange savnet gæst på himlen - solen. Den kommer lidt frem i løbet af dagen, og blander sig med regnbygerne.

Vi skal have gråvejr, regnbyger og lidt sol i dag og også de kommende dage. (Foto: BirgerJosephsen)

Temperaturerne er allerede før Radioavisen klokken seks på 15-16 grader mange steder, og de når cirka 20 grader, inden mandag skifter til tirsdag.

Vinden, som stadig kommer fra sydvest, vil de fleste steder være let til frisk, dog op til hård ved vestkysten.

Den overskyede himmel og regnbygerne holder stædigt fast og varer ved også natten til tirsdag, bortset fra hos bornholmerne. De vil få lidt mere klart vejr og kun få regnbyger i nattetimerne.

Sommervarmen er ikke lige om hjørnet

Ugen fortsætter med det ustadige sommervejr, fordi lavtryk efter lavtryk ruller ind, og når de først drøner derudaf, så kan højtrykkene ikke nå at skubbe dem væk og stabilisere vejret.

Det lune og stabile vejr er sparket til hjørne for en tid, siger Mikael Jarnvig. (Foto: Tove Skipper)

Nye prognoser fra i formiddag viser, at det højtryk, som skulle have været dannet over Nordsøen i den kommende weekend, alligevel slet ikke kommer, siger vejrvært Mikael Jarnvig:

- Det betyder, at det ventede sommerlige og lune vejr bliver sparket til hjørne, og vi må finde os i, at det velkendte ustabile vejr fortsætter et stykke tid endnu.

- Det så ellers så lovende ud på de tidligere prognoser, og det er da ikke udelukket, at prognoserne kan ændre sig en gang til, inden vi når weekenden.

FacebookTwitter