Jo, det fortsætter: Flot fredagsvejr!

Torsdag blev årets første, meteorologiske sommerdag – måske gentager vi succesen fredag.

Fredag eftermiddag byder på masser af solskin, rolig vind og temperaturer over 20 grader - undtagen ved kyster med pålandsvind.

Ding, ding, ding jackpot! Så var den der. Årets første, meteorologiske sommerdag med temperaturer over 25 grader kom torsdag. De famøse 25 grader blev nået ved tre af DMI’s målestationer, alle beliggende i Midt- og Sønderjylland:

Karup: 26,1

Borris: 25,4

Store Jyndevad: 25,6

11 år siden sidst

Det hører absolut til sjældenhederne at opleve en meteorologisk sommerdag i april. Sidst vi oplevede det var i 2007. Normalt oplever vi først 25 grader cirka fem uger længere henne på året.

Endnu en sommerdag?

Vi går nu en nat i møde med tørt og klart vejr, og temperaturer mellem syv og 11 grader. Og når vi slår øjnene op i morgen tidlig, bliver det til en dag, der minder om i dag rent vejrmæssigt: Masser af solskin, rolig vind og temperaturer på 22-23 grader de fleste steder. På Fyn lover prognosen lige nu helt op til 25 grader, så her kan man måske også prøve at få fornøjelsen af en sommerdag.

Store, regionale forskelle

Som altid er forårsvejret præget af store nationale forskelle. Og da vinden i morgen kommer fra vestlige retninger, kan det absolut mærkes ved de vestvendte kyster med pålandsvind. Ved den jyske vestkyst lover prognoserne eksempelvis lige nu temperaturer på 10-12 grader.

Højt UV-indeks for årstiden

Ozonlaget over Danmark bliver lidt tyndere, når vi oplever højtryksvejr, som vi gør i øjeblikket. Det gør det nemmere for UV-strålerne at trænge igennem, og UV-indekset bliver da også 4,2 i morgen ved skyfrit vejr. Så væbn dig med solcreme. Og nyd det, for søren. I løbet af weekenden falder temperaturerne nemlig til 15-17 grader, og den nye uge begynder med et regnvejr.

Facebook
Twitter