Juli måned bød på varmerekord, tørt vejr og store temperaturudsving

Juli har budt på en ny varmerekord og tørke. Her er et overblik over månedens vejr.

Onsild Ådal Hobro 5 juli 2022. Fotograf: Niels Marius Andersen.

Vi nærmer os slutningen af juli måned, som har budt på store temperaturudsving og tørt vejr.

Den 20. juli målte DMI 35,9 grader i Abed på Lolland. Det betød en ny varmerekord for juli måned og samtidig den andenhøjeste temperatur målt i dansk vejrhistorie.

Men allerede dagen efter varmerekorden bragede vestenvinden ind over landet, og temperaturerne i det vestjyske faldt markant. I Borris ved Skjern var den højeste temperatur blot 19,4 grader dagen efter varmerekorddagen, hvor der blev målt 35,6 grader i den vestjyske by.

De sidste par dage har ligeledes budt på køligere temperaturer landet rundt, og gårsdagens døgnmiddeltemperatur lå på blot 14,1 grader. Til sammenligning var den på 23,7 grader på varmerekorddagen.

Strandvejr, Rømø (Foto: Viggo Hjort Kohberg)

Men til trods for store temperaturudsving har det været ganske almindeligt juli-vejr, hvad angår temperaturer.

Det siger meteorolog ved DR Vejret Anders Brandt.

Middeltemperaturen for juli måned har nemlig været meget tæt på klimanormalen, selvom det har været en anelse koldere, siger han.

Pr. dags dato måler julis middeltemperatur 16,3 grader, mens klimanormalen lyder på 16,9 grader.

Juli har været tør

Mens antallet af solskinstimer for dette års juli måned også er normale, er mængden af nedbør væsentligt lavere end normalt, siger Anders Brandt.

Pr. dags dato er der faldet 38,9 mm nedbør i juli, hvilket kun er godt halvdelen af den normale nedbørsmængde på 65,8 mm.

Tørke ved Selling (Foto: Foto: Ole Hougaard)

Juli måned i år hører derfor til den absolut tørre ende og går i top-5 af tørreste julimåneder i det her årtusinde, siger Anders Brandt.

Han forventer nemlig tørvejr og kun få lokale byger i weekenden, inden det bliver d. 1 august på mandag.

Flere ekstremer i fremtiden?

De udsving, vi har set i juli måneds temperaturer, og den lave mængde nedbør er naturlige udsving i vejret, siger Anders Brandt.

Vi kan derfor ikke sige, at rekordtemperaturen, vi så i juli måned, skyldes global opvarmning.

Ekstrem varme kan dog blive mere almindelig i fremtiden på grund af den globale opvarmning, siger han.

- Fra tid til anden støder vi på ekstreme temperaturer, men fordi middeltemperaturen er stigende, er der øget sandsynlighed for, at vi oftere møder ekstreme temperaturer, som kan blive så ekstreme, at vi slår rekorder.

For selvom dette års middeltemperatur for juli er lavere end klimanormalen, er den årlige middeltemperatur i Danmark stigende.

Sværere er det at sige noget generelt om, hvordan den globale opvarmning påvirker tørkeniveauet i Danmark i fremtiden.

Men det peger på, at der fremover kan forventes længere perioder med tørke men så til gengæld også perioder med kraftigere byger og skybrud i sommermånederne, siger Anders Brandt.

- Omtrent den samme mængde nedbør vil falde blot på kortere tid, siger han.