Kan september blive varmere end sommeren?

Lige nu har der været ni sommerdage i september, hvilket er en tangering af rekorden.

Det varme september-vejr fik helt ekstraordinært kystlivredderne til at blive længere på kysterne flere steder i landet i år.

Vi ligger usædvanlig varmt i svinget her i september.

Foreløbig er middeltemperaturen, som er gennemsnittet for hele landet i alle døgn, på hele 16,8 grader.

Hvis man sammenligner det tal med hele sommeren, det vil sige juni, juli og august, så blev sommerens gennemsnitstemperatur 16,1 grader.

Foreløbig er september varmere end hele sommeren, set under et. Månedens højeste temperatur blev 28,5 grader, målt den 9. september, og det var godt nok ikke så varmt som de højeste temperaturer målt i juni, juli og august, men det er gennemsnittet for hele måneden, der ligger usædvanlig højt.

Ny septemberrekord?

Det skal dog siges, at vi kun er to tredjedele henne i september og meget kan ske i den sidste tredjedel, men som prognoserne ser ud nu, bliver det ikke specielt koldt i den sidste tredjedel.

Der er derfor en reel sandsynlighed for, septemberrekorden bliver slået.

Den hidtidige rekord for varmeste september er på 16,2 grader, og det oplevede vi i både 1999, 2006 og 2016.

Også usædvanligt mange sommerdage

Man har en meteorologisk sommerdag når temperaturen på en officiel målestation kommer over 25 grader.

Den slags dage har vi indtil nu haft ni af i denne september, og som prognosekortene ser ud i dag, så kan vi i morgen igen komme over 25 grader i den sydlige del af landet.

Hvis det sker, får vi den 10. sommerdag i september, og det bliver så ny rekord. Vi havde nemlig også 9 sommerdage i 1999.

Er det noget vi skal vænne os til?

På grund af den globale opvarmning, så bliver Danmark også langsomt varmere og varmere.

Man kan ikke sige, at temperaturen konsekvent vil stige år for år i al fremtid, men når middeltemperaturen stiger, vil det også ske oftere og oftere, at vi slår nye varmerekorder.

Det er langt fra sikkert, at næste år bliver varmere end i år, men sandsynligt, at nye varmerekorder vil blive slået indenfor en overskuelig fremtid.