Karins hus er igen truet af oversvømmelser: 'Når det begynder at blæse, bliver vi utrygge'

Kraftige vindstød og snebyger kan også genere trafikken flere steder fra i aften.

Beredskabet er igen ved at forberede sig på nye oversvømmelser, der truer Jyllinge-Nordmark ved Roskilde Fjord i morgen.

Der er dagen igennem blevet lagt de såkaldte watertubes og sandsække ud for at sikre husene mod vandmængderne.

Men det er efterhånden ved at være en rutineøvelse efter adskillige oversvømmelser i området - senest den 2. januar.

- Nu er det næsten standard med udlægning af 'watertubes' og sandsække. Men DMI er kommet med et varsel, der er noget højere, så vi lægger tre gange så meget ud. Vi regner altid med lidt ekstra margin, for vi vil helst ikke have, at nogen får vand i husene, siger Bo Jensen, indsatsleder hos Østsjællands Beredskab.

Krisen har givet sammenhold

Selvom beboerne er blevet hårdt ramt af vandmængderne, så er det med ro i sindet, at Michael Petersen deltager i forberedelserne.

- Jeg er ikke så bekymret, som jeg har været, for beredskabet har ret godt styr på det.

- Der er kommet et fantastisk sammenhold, så krisesituationen har også udviklet sig til noget godt. Den tid omkring Bodil, hvor mange gik i selvsving, er vekslet til, at vi ved, vi har styr på det. Vi får hjælp alle steder fra og tror på, at vi kan løse det, siger Michael Petersen.

Karin Neldeberg havde 70 centimeter vand inde i dagligstuen under stormen Bodil, der hærgede i december 2013. Trods gentagne oversvømmelser i Jyllinge-Nordmark siden da, overvejer hun ikke at flytte fra området.

- Man tænker ikke så meget over det til hverdag, når solen skinner. Men når det begynder at blæse, bliver vi utrygge. Denne gang er det dog gået rigtig godt, fordi vi er startet dagen før, siger Karin Neldeberg.

Rammer Isefjord og Roskilde Fjord

Oversvømmelserne truer, da vandet bliver presset ind i Kattegat det kommende døgn. Det går særligt ud over Isefjord og Roskilde Fjord, hvor vandstanden kan stige til 1,45 meter over daglig vande.

- Vandstanden vil stige langsomt natten igennem og toppe i løbet af eftermiddagen i morgen. Herefter skulle det værste være overstået, og vandstanden vil falde igen mandag aften og natten til tirsdag, siger vagthavende hos DMI, Steen Rasmussen.

Det er et lavtryk, der passerer over det sydlige Skandinavien, der er årsag til den forhøjede vandstand, der venter nogle steder i morgen.

Trykket giver kraftige vindstød, der kan nå op på stormstyrke i Nordsjælland og ramme den jyske vestkyst i aften.

- Det er allerede begyndt at friske op i vest, og lavtrykket vil give kraftige vindstød natten igennem frem til i morgen middag, siger Steen Rasmussen.

I løbet af mandagen vil det fortsat blæse kraftigt i flere dele af landet.

Udover blæsevejr og forhøjet vandstand, så skal trafikanterne være opmærksomme på risiko for glatte veje særligt på Østsjælland og i Vestjylland. Der er mulighed for snebyger i løbet af natten og i morgen tidligt, og temperaturen kan nærme sig frysepunktet.

Ifølge Steen Rasmussen vil det ustabile vejr fortsætte efter tirsdag, hvor der ventes snebyger, der går over i regn.

Facebook
Twitter