Kategori 1-orkan koster menneskeliv i Indien

Den tropiske orkan 'Vardah' har ramt den indiske millionby Chennai med stor styrke.

15.000 mennesker er blevet evakueret, og mindst to er omkommet efter den tropiske orkan 'Vardah' i dag ramte det sydøstlige Indien.

Der er kraftig regn, træer rives op med rode, og området er ramt af strømafbrydelser.

- Folk i Nellore og Prakasam-områderne rådes til at opholde sig sikre steder. De bør ikke forlade deres huse og ikke være på vejene, fortæller Srinivasan fra Indiens Meteorologiske Afdeling.

'Vardah' ramte landet som kategori 1-orkan med en vindstyrke på op til 140 km/t.

Den har især ramt Chennai, som er Indiens fjerdestørste by med over syv millioner indbyggere.

Tropiske orkaner betegnes som cykloner i Det Indiske Ocean, hurricanes i USA og willy-willies i Australien, ifølge DMI.

Se orkanens rasen i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter