Klar med solbriller og kasket? Næste uge bliver varm og solrig

Nogle steder i landet kan temperaturen komme helt op på 30 grader, siger vejrvært.

Det er med at nyde varmen. I slutningen af næste uge falder temperaturerne igen. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Vejret har ikke vist sig fra sin pæneste side de sidste to uger, men nu kan du godt hive badetøjet frem fra kommoden og smide vand til isterninger i fryseren.

Et varmt pust fra syd får temperaturerne til at stige i begyndelsen af næste uge, hvor vi vil få det første rigtige sommerdøgn i denne juli, fortæller vejrvært i DR, Louise Gade Sig.

- Vi får op mod 28 grader, og i nogle dele af landet kan folk være så heldige, at temperaturen når op på 30 grader. Særligt i de sydøstlige egne vil det blive varmt.

Varmen kommer ifølge Louise Gade Sig fra et højtryk, der ligger nordøst fra Danmark. Det bliver forstærket i næste uge og holder fronter med regn og skyer væk, mens varme og tør luft bliver pumpet frem til os fra det sydlige Europa.

Ingen sommerdøgn i juli

I maj og juni blev Danmark badet i sol, men sommerdøgnene har ladet vente på sig i juli.

Louise Gade Sig påpeger, at der indtil videre ikke har været en eneste dag i måneden, hvor meteorologer har set tallet 25 på temperaturmåleren, og det er det, der kendetegner et "meteorologisk bestemt sommerdøgn".

- Jeg kan godt forstå, hvis danskerne savner en varm omfavnelse. Juli har ikke været den bedste måned for den slags. Det har været køligt, og der har været en del blæst, siger meteorologen, der opfordrer folk til at gå udenfor:

- Nyd det, mens du kan. I sidste halvdel af næste uge kommer en kølig luft fra Nordsøen og vind fra vest, som sænker temperaturerne igen.

Sol og badegæster ved Kastrup Søbad i København tidligere på sommeren. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Klassisk dansk sommervejr

Det danske sommervejr er kendt for at være omskifteligt og utilregneligt, og halvvejs igennem sommeren konkluderer DMI, at der også i år er tale om en klassisk dansk sommer.

- Lige nu placerer årets sommer sig et sted imellem sommeren 2018 og sommeren 2017 – og tæt på normalen, lyder det fra vejrtjenesten.

I 2017 var sommeren våd og kold. Helt modsat var den i 2018 tør og varm med mange solskinsdage og en tørke, der fik landmændene til at længes efter regn til deres visnede afgrøder.

Gennemsnitstemperaturen for sommeren 2019 ligger ifølge DMI lige nu omkring 15,6 grader. I sommeren 2018 var gennemsnittet på 16,7 grader halvt inde i sommeren, mens det i 2017 kun blev til 14,8 grader.

Facebook
Twitter