Klar til mere sol og varme? August har flere sommerdøgn i sig

Temperaturerne kan ifølge DMI nå helt op på 30 grader de kommende dage.

Vandet bliver varmet godt op de næste dage, hvor temperaturerne i Danmark vil ligge mellem 23 og 28 grader. (Arkivfoto). (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Udsigt til regn, rusk og kølige temperaturer fik i midten af august DMI til at varsle, at sommeren måske var slut. Men nu det viser sig, at der alligevel er blevet plads til et par ekstra dage med skyfri himmel, sol og temperaturer over 25 grader.

Fredag blev femte sommerdøgn i august måned, og der er flere på vej, fortæller vagthavende meteorolog hos DMI Anja Bodholdt.

- Hvis man er til det varme vejr og de lune, lyse nætter, så er det med at komme ud de næste par dage. Sommervejret lader til at fortsætte indtil onsdag, og alt tyder på, at starten på september også kan blive ganske pæn, lyder meteorologens vurdering.

Op til 30 grader lokalt

For at varme dage kaldes sommerdøgn af DMI, skal temperaturen overstige 25 grader ét sted i landet, og det vil temperaturen ifølge Anja Bodholdt gøre mange steder i landet både i morgen, mandag, tirsdag og onsdag.

Sommervejret fortsætter frem til onsdag. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

- I dag har været varm, og det bliver lige så varmt de næste to dage med 23 til 28 grader. Lokalt kan vi komme helt op mod de 30, siger hun.

Da vinden kommer fra øst og sydøst, er det ved de vestvendte kyster, luften er varmest, tilføjer Anja Bodholdt.

God start på september

Tirsdag vil skyer dække nogle dele af Danmark, og der er igen mulighed for byger.

Temperaturen holder sig oppe tirsdag, men onsdag vil de falde, og torsdag, hvor en koldfront fra nordsøen passerer, kan især den vestlige del af Danmark se frem til længere perioder med nedbør og køligere dage. Men der er håb, hvis du hungrer efter varme, siger Anja Bodholdt.

- Efter den vestlige strømning ser det ud til, at vi får en strømning sydfra, som kan sende varm luft indover landet i næste weekend. Som det ser ud nu, tegner det godt. Vi kan nok godt få flere sommerdøgn her også.

Facebook
Twitter