Efter nogle dage med usædvanligt varmt vejr for årstiden, blæser lidt køligere luft nu frem mod Danmark.
Vi får dog stadig temperaturer over det normale for årstiden, og i weekenden er der især lørdag gode chancer for at nyde de sidste stråler af septembers sol.
Køligere luft blæser frem mod Danmark
Fredag morgen er vi stået op til den sidste lune morgen i denne omgang med temperaturer, der langs kysterne ikke har været under 16 grader i nat.
En koldfront er dog på vej ind over landet med regn og byger. Den efterfølges af køligere luft, der strømmer ind over os fra Atlanterhavet og Nordsøen.
Fredag kommer der således mange steder regn og perioder med byger. Over den østligste del af landet kan den lune luft endnu sørge for temperaturer op omkring 20 grader, men den blæses i løbet af dagen væk og de fleste steder vil termometeret fredag eftermiddag ikke vise mere end 15 til 17 grader.
Ud på de sene eftermiddagstimer klarer det dog noget op i Jylland, mens vinden frisker op fra vest.
Flot start på weekenden
Lørdag kan vi se frem til weekendens flotteste dag, når september tager afsked med overvejende solrigt vejr.
En enkelt lokal byge kan ikke udelukkes, men ellers bliver det mest tørt og i perioder kommer der en del sol.
Højtliggende tynde skyer vil dog mange steder give et sløret solskin.
Temperaturen når op mellem 15 til 18 grader. Det bliver køligst i Nordjylland, mens temperaturen i de sydøstligste egne lokalt nå 20 grader.
Den solrige afsked med september bliver dog en relativt blæsende affære. Langs kysterne vil der blæse en frisk til hård vind fra vest. I Nordjylland kan vinden en overgang måske nå op på kulingstyrke.
Byger i løbet af søndagen
Søndag er der stadig mulighed for at nyde tørvejr og sol. Man skal dog ikke sove alt for længe.
Den første oktoberdag begynder med tørt og solrigt vejr, men i løbet af søndagen bliver det gradvist mere skyet, og der kommer byger fra sydvest, der breder sig ind over en stor del af landet.
Bygerne vil dog ikke ramme alle, og mange steder kan man komme igennem søndagen i tørvejr.
Temperaturerne når ud på eftermiddagen op mellem 16 til 18 grader, der er lidt varmere end de 15 grader, som oktober normalt lægger ud med som højeste dagtemperatur.
Usikkerhed om lavtryk i næste uge
Vejrudviklingen i den nye uge er ret usikker, men meget tegner til, at vi begynder ugen med mest tørt vejr og lidt sol af og til.
Temperaturerne når op mellem 16 til 20 grader, inden et lavtryk ser ud til at skulle nærme sig Danmark fra sydvest.
Det ventes med regn og blæst passere i løbet af tirsdagen.
Natten til tirsdag kommer der udbredt regn op over landet, inden der venter en regnfuld og blæsende tirsdag.
Ifølge de seneste prognoser vil lavtrykket sende et pust af varme op over den sydøstlige del af landet, der kan få over 20 grader. I den nordlige del af Jylland ventes helt anderledes køligt efterårsvejr med blot omkring 11-12 grader.
Prognoserne har op til kuling, der først vil blæse ind over den sydlige del af landet fra sydvest. Senere drejer vinden mod vest og nordvest - og aftager.
Onsdag klarer det op med tørt og solrigt vejr. Det bliver dog en kølig efterårsdag med en frisk til hård vind fra nordvest og blot 15-16 graders varme.