Efter en varm start på september, hvor man blot iført sommerligt tøj kunne tage afsted på arbejde eller i skole, så venter der torsdag en helt anderledes kold morgen, der kan få en til i det mindste at overveje, hvor man har lagt sin hue og handsker.
Og måske kan man helt lokalt endda opleve, at der er is på bilruden.
Koldest i Midtjylland
Det er kombinationen af oprindelig kold og tør polarluft, der nu strømmer frem mod Danmark, som sammen med klart og roligt vejr giver os en kold nat og morgen.
Koldest bliver det i den indre del af Jylland, hvor prognoserne i to meters højde har ned til mellem tre og fem graders varme i de tidlige morgentimer.
Lokalt kan det sagtens blive lidt koldere, og på overflader - som for eksempel en bilrude - kan udstrålingen i det klare vejr få temperaturen ned omkring frysepunktet.
Både jordoverfladen og genstande som for eksempel en bilrude udstråler store mængder varme på en klar nat, og deres overflader afkøles typisk til nogle grader under luftens temperatur i to meters højde.
Derved kan der på sådanne overflader fryse is
Dermed vil man måske helt lokalt i Midtjylland kunne se is på bilruden for første gang i dette efterår.
I den øvrige del af landet venter der en knap så kold morgen. I den indre del af landet vil temperaturen i Jylland, på Fyn og på Sjælland generelt kunne nærme sig fem grader, mens det bliver varmest langs kysterne. Her vil termometeret ikke vise meget under 10 grader.
Koldeste morgen i tre måneder
Det er længe siden, der har været udsigt til så lave temperaturer, og vi kommer torsdag efter alt at dømme til at opleve den koldeste morgen i flere måneder.
Hvis temperaturen et eller andet sted i landet når ned under 4,4 grader, som vi havde i starten af august, bliver det den koldeste morgen i tre måneder.
Ikke siden nogle relativt kolde nætter i starten af juni, vil det i så fald have været koldere.
Senest det var lige så koldt, som det forventes at blive torsdag morgen, var den 12. juni, da temperaturen nåede ned på 3,0 grader.
September kan byde på nattefrost
Selv om prognoserne i nat og torsdag morgen har temperaturerne til at være over frysepunktet, og den første nattefrost målt i to meters højde nok lader vente på sig, så er september ofte måneden, hvor den først viser sig.
Sidste år kom den første nattefrost allerede den 18. september, og i 2020 var den der endnu tidligere, da vi den 17. september havde den tidligste nattefrost i 15 år.
Normalt kommer nattefrosten i den første uge af oktober, men den kan, som det senest var tilfældet i 2001, vente med at komme helt frem til starten af november.