Kold søndag med kig til solen

Luften er fortsat kold over os, det kalder på hue og handsker og forsigtig kørsel, da vejene kan være glatte.

Vi står op til endnu en dag med sol. Her først på dagen mest i Jylland, hvor frosten også bider hårdest. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Koldluften er fortsat over os denne søndag morgen. Lige nu er temperaturen omkring eller under frysepunktet i det meste af landet og det bliver koldere i de kommende timer.

Koldest bliver det i de indre dele af Jylland, hvor 4 til 5 frostgrader ikke er ualmindeligt.

Risiko for glatte veje og rimtåge

Da lufttemperaturen er lav og forbliver det resten af dagen, er der risiko for glatteveje hele døgnet. Der er desuden risiko for rimtågebanker, især i Jylland.

Skyet mod øst

Først på dagen ligger der fortsat en del skyer over det østlige Danmark, som måske kan drysse med lidt hvidt, alt imens vejret er flot klart over store dele af Jylland.

Skyer fra vest

I dagens løb klarer det op over Sjælland, men til gengæld trækker skyer ind mod det vestlige Jylland. Dagens højeste temperaturer bliver fra lige under frysepunktet op til 4 grader, men det er kun i de kystnære områder.

Vinden kommer fra retninger mellem nordvest og sydvest og vil være forholdsvis rolig med en svag til jævn styrke, dog lidt friskere ved kysterne.

Blandet nedbør fra vest

I aften og i nat trækker en front ind over Jylland. Nedbøren bliver af blandet karakter, så regnen kan i perioder gå over i sne eller slud. Umiddelbart kommer fronten ikke længere mod øst, så her bliver det fortsat tørt, men dog mere skyet til natten.