Koldere vejr i sigte: Snebyger og nattefrost på vej mod landet

Solen får dog også god plads i begyndelsen af ugen, viser vejrprognoser.

Snebygerne er allerede kommet til Færøerne ( her ses Nolsø med sne, set ovre fra Torshavn) og har nu kurs mod Danmark. (Foto: Anna kathrina Højgaard © DR brugerfoto)

De seneste dage har vinden været i vest og nordvest, men nu drejer den over til nordøst, og så er der ingen lun Nordsø mellem os og den kolde luft.

Kulden kommer højt oppe fra nord og trænger i de næste dage ned over Sverige og Norge, og senere på ugen kommer den til Danmark.

Mandag med nordvestenvind

For sidste dag i denne omgang blæser vinden fra nordvest mandag. Og det bliver frisk vind til kuling. Der kommer nogle regnbyger i den sydvestlige del af landet, men ellers vil resten af landet få en del sol og tørt vejr. Dagtemperaturer omkring 5 grader.

Tirsdag drejer vinden

Tirsdag er vinden i nord, og det bliver solrigt, men på Bornholm kan der komme regn- eller sludbyger. Om natten bliver det frost nogle steder, og mange bilruder dækkes af rim.

Onsdag blæser vinden fra nordøst, der kommer flere skyer, og der falder fortsat byger på Bornholm. Nu som slud eller tøsne.

Kulden kommer torsdag

Torsdag, fredag og weekenden ser koldere ud. Snebyger vil falde mange steder, og dagtemperaturerne vil ligge lige over frysepunktet, mens nætterne vil byde på frostgrader.

Som prognosen ser ud søndag aften, vil kulden vare ved ind i næste uge også. Om snebygerne også gør det er mere usikkert.

Facebook
Twitter