Lær politiets sne-sprog

Politiet har mange gode råd om, hvornår du må køre ud i sneen. Men det kan være svært at forstå, hvad rådene betyder.

Er det her unødig udkørsel? Få hjælp til at forstå politiets sprogbrug. (Foto: Per Lindholm © DR Brugerbillede)

- Unødig udkørsel frarådes!

Sådan lyder en af de typiske sætninger i disse dage fra en vagthavende hos politiet, der giver os borgere gode råd om, hvorvidt vi skal køre ud i sneen eller blive hjemme.

Men hvad betyder det? Her er en guide til at forstå politiets sne-sprog.

Politiet har 3 grader af advarsel. Først den milde.

Unødig udkørsel frarådes

Hvis du ikke skal ud og køre lige nu, så bliv hjemme, for det kan være svært og langsommeligt at komme frem. De små veje er ofte lukkede. Lad være med at køre til kaffe hos din tante. Udsæt indkøbsturen til Bilka. Bliv helst hjemme og hyg dig.

Al udkørsel frarådes

Nu er det slemt. Både små og mellemstore veje er som regel lukkede. Store veje er svære at køre på - eller måske også lukkede. Biler sidder fast, og det tager lang tid at få hjælp.

Bliv hjemme med mindre det er absolut nødvendigt at køre ud i akutte ærinder. 

Det er her turen til jobbet hænger i en meget tynd tråd. Men politiet kan ikke give dig fri, og der vil, selv om det er slemt, ofte være forskel på at køre i bil på landet - eller at bo inde i en by, hvor du ofte kan komme rundt, selv om motorveje eller veje på landet er lukkede.

Så det er et råd, der skal lyttes til -  men ikke et forbud.

Kørsel forbudt

Det helt slemme: I sjældne tilfælde vil politiet helt forbyde kørsel i bestemte områder.

Politiet kan bestemme, at kun redningskøretøjer og sneplove må køre i ind et bestemt område.

Politiet kan spærre en vejstrækning helt af - eller eksempelvis spærre et skovområde af, fordi sne og storm får træerne til at vælte.

Facebook
Twitter