Lalandia i Søndervig vil være det største turistområde udenfor København

Det skal ske ved at 'trække vejret indenfor', så Søndervig bliver et sted, turister besøger om vinteren.

Det nye vandland i Søndervig bliver Nordeuropas største vandland med omtrent 480 feriehuse tilknyttet. Efter planen skal badelandet stå klar i 2021. (Foto: Anders Sandfær Lysholm © DR vejret)

I Søndervig har den 71-årige købmand Keld Hansen store drømme om at være med til at gøre området og resten af Ringkøbing-Skjern til det største turistområde uden for København.

Det vil han gøre ved sammen med Lalandia-koncernen at bygge Nordeuropas største badeland og placere det i Søndervig: Lalandia 3.

Hele ideen går ud på at 'trække vejret indenfor', så Søndervig også bliver et sted, turister besøger om vinteren.

- Vi vil gerne have godt vejr hele året, og sådan er det virkelige vejr jo ikke. Derfor vil vi bygge der her badeland med masser legeredskaber og indendørsaktiviteter, så koldt vejr ikke længere er en hindring for at holde badeferie, siger Keld Hansen.

Drømmen om at få et badeland til den lille charmerende ferieby har han haft siden 2006, men der har været en masse forhindringer og bump på vejen, før drømmen kunne realiseres:

- Det har taget alt for mange arbejdstimer, penge og tålmodighed. Men så kommer den vestjyske stædighed op i mig, og så sagde jeg: 'Nu gør vi det altså', siger Keld Hansen.

Én million flere turister til Søndervig

Planen er, at det nye vandland skal trække én million flere gæster til området.

Heraf skal størstedelen gerne komme udenfor sommersæsonen:

- Vi regner med 600.000 flere overnatninger i de eksisterende sommerhuse her i området. Så vil der komme 300.000 overnatninger fra de nye feriehuse, som tilknyttes Lalandia og resten regner vi med bliver effekter fra andre områder, forklarer Keld Hansen.

Keld Hansen og Lalandia-koncernen har fået tilladelse til at bygge næsten 480 ferieboliger, og da boligerne kom i forsalg i juni blev over tre fjerdedele solgt allerede de to første weekenderne – og det er vel og mærke inden, de står færdige.

Ringkøbing-Skjern klarer sig allerede godt på turistfronten

Selvom Keld Hansen ønsker at gøre Søndervig og Ringkøbing-Skjern til en turistmagnet, så klarer Ringkøbing-Skjern sig faktisk allerede godt på turistfronten.

Det viser tal fra VisitDenmark, som DR har fået udleveret.

Ringkøbing-Skjern Kommune havde i 2018 tæt på fire millioner kommercielle overnatninger, hvilket gør kommunen til den tredje mest populære kommune blandt turister – kun overhalet af København og Varde.

Artiklen fortsætter under grafikken.

De tæt på fire millioner overnattende turister i 2018 er en stigning på tre procent sammenlignet med 2017.

Men det er for lidt, mener Keld Hansen:

- Når du kigger på turismen, så halter vi bagefter her i Ringkøbing-Skjern i forhold til vækst inden for turisterhvervet, så der skal jo ske et eller andet for, at vi kan få vækst. Og der kunne vi bare se, at vi manglede et badeland, hvor der er godt vejr hele året rundt, siger han.

Det nye badeland vil samtidig øge turismeomsætningen med 700 millioner, viser beregninger fra Feriehusudlejernes Brancheforening og Lalandia-koncernen, fortæller Keld Hansen.

Det vil betyde en stigning på 20 procent i turismeomsætningen, hvis man sammenligner med de seneste tal fra 2017.

- Vi kender tallene for overnatninger og det gennemsnitlige turistforbrug. Så den eneste ubekendte faktor er præcis, hvor mange der kommer. Om det bliver 900.000 eller 1.200.000. Og det gode er jo, at alle erhvervsdrivende her i området vil få gavn af badelandet, fordi det øgede antal turister jo også vil sive ud til dem.

Facebook
Twitter