Liflige lyse nætter

De lyse nætter er over os! Det hælder og drejer sig om akse, sol og position.

Sommerens lette lyse nætter er over os. "De lyse nætter" er det tidsrum på året, hvor nattehimlen aldrig bliver helt sort, men i stedet vil være let oplyst.

Perioden strækker sig fra midten af maj til midten af august, lettest at huske som ca. 5/5 til den 8/8, i København vel at mærke. For det er ikke lige meget om nattetimerne tilbringes i Skagen, Gedser eller et sted i mellem. Med andre ord så bestemmer breddegraden antallet af lyse nætter.

Solen under horisonten

De lyse nætter begynder når solen ikke synker så langt under horisonten, som den gør resten af året. Mere præcist, når solen er mindre end 18 grader under horisonten fra solopgang til solnedgang. På den måde kan nattehimlen lige akkurat oplyses af solens stråler. De lyse nætter kaldes i øvrigt også astronomisk tusmørke.

Forskellige slags "tusmørke"

Det er faktisk en sandhed med modifikationer, og mange vil opleve at nattehimlen stadig er mørk på trods af de lyse nætters begyndelse, især hvis man bor i en storby med meget lys.  Der er nemlig flere slags tusmørke (borgerligt, nautisk og astronomisk). Ved de to førstnævnte når solen henholdsvis kun 6 eller 12 grader under horisonten og det giver endnu mere lys og en tydeligere lys nat. 

Det hælder og drejer sig om solen

Tegner vi en linje gennem Nordpolen og Sydpolen har vi jordens omdrejningsakse. Om sommeren hælder aksen ind mod solen på den nordlige halvkugle. På vores breddegrad betyder det at solen kan komme helt op, eller ned om man vil, på 11 grader under horisonten omkring Skt. Hans. Så her har vi nautisk tusmørke hele natten.

Jo nordligere desto lysere nætter

Længere mod nord bliver gradtallet mindre og mindre og nord for polarcirklen kan vi se midnatssol, altså der hvor solen slet ikke kommer under horisonten i nattetimerne. På polarcirklen er midnatssolen begrænset til ca. 1 dag omkring solhverv, men jo længere vi rejser mod nord desto længere bliver perioden og på Nordpolen er der midnatssol i hele sommerhalvåret.

Modsat fortegn på den sydlige halvkugle

På den sydlige halvkugle har de vinter, når vi har sommer og derfor fungerer det hele med modsat fortegn der. På Sydpolen er der derfor uafbrudt nat i "vores" sommerhalvår, mens der er uafbrudt sol i "vores" vinterhalvår.

Skagboerne får flest lyse nætter

Da Danmark ligger syd for polarcirklen har vi ingen midnatssol og vi må alle sammen nøjes med de lyse nætter. Men inden for vores lille land er der nu alligevel forskelsbehandling. I Gedser begynder de lyse nætter  først d. 10. maj og slutter allerede d. 3. august til sammenligning fik Skagboerne allerede lys på nattehimlen d. 29. april og de lukker og slukker først natteballet d. 14. august.

Men uanset hvad har lidt jo også sin ret, især hvis sommervejret spiller anstændigt sammen med astronomien for så er der lagt op til liflige lyse nætter.

Facebook
Twitter