Langt mindre is og sne i Arktis end ventet

Denne vinter har budt på ekstrem varme i Arktis, hvor isen i perioder er smeltet

På Svalbard har der gennem 62 måneder været temperaturer højere end normalt. Det siger Jan Gunnar Winther fra Norsk Polarinstitut. (Foto: STAFF © Scanpix)

Bevæger vi os nord for Polarcirklen i vinterhalvåret er det mørkt og forventningen er, at det er koldt med hård frost, hvor is og sne bare breder sig. Men man skal ikke tage det normale for givet, for denne vinter har budt på bemærkelsesværdigt høje temperaturer i Arktis.

Det amerikanske National Snow and Ice Data Center (NSIDC) følger udviklingen tæt. Mark Serreze herfra siger til Washington Post, at "temperaturen i 1000 meters højde har været seks grader varmere end normalt".

I Sibirien og Alaska har der i korte perioder været temperaturer, der var 30 grader højere end det normale. Det er usædvanligt store afvigelser, og det har haft konsekvenser for isen i Arktis.

Den blå kurve er isens udbredelse denne vinter. Kurven ligger under den gældende rekord fra 2011-12 og langt under gennemsnittet fra 1981-2010. (Foto: NSIDC © NSIDC)

Udbredelsen af isen i Arktis fulgte ved vinterens begyndelse pænt den gamle rekord fra vinteren 2011-12, men i januar blev det meget varmt i en periode, hvor isen smeltede, selv om det var vinter.

Den seneste tid har isen bredt sig lidt igen, men udbredelsen ligger betydeligt under den gamle rekord. Man kan dog ikke endnu forudse, at vi får en ny bundrekord for udbredelsen af is i Arktis, for meget kan ske inden september, hvor vi normalt ser den laveste udbredelse.

De røde områder har være varmere end normalt, mens de blå områder har været koldere. Arktis fremstår meget mørkerødt og har derfor været meget varmere end normalt. (Foto: NASA Goddard Institute © NASA Goddard Institute)

Det er velkendt og forventet, at temperaturen vil stige mest i Arktis, fordi afkølingen forhindres af den tiltagende mængde af drivhusgasser i atmosfæren. Det sker især på den nordlige halvkugle, hvor de store landområder med menneskelig aktivitet skaber større udledning end på den sydlige halvkugle.

En særlig konsekvens af de høje vintertemperaturer er, at de arktiske vinterlege, der begynder i Nuuk den 6. marts, har en katastrofal mangel på sne.

Nedenfor kan du se Vores Vejrs indslag om manglen på sne inden de arktiske vinterlege.