Lune dage uden megen regn

Dagen er allerede blevet et minut længere.

Sådan så vejret ud Juledag ved Hirtshals fyr. Længere mod syd i Jylland var der ikke så megen blå himmel. (Foto: Birger Josephsen © DR brugerfoto)

Det tegner til at blive en lun afslutning på året 2018. Der er ikke mere sne i prognoserne og kun et enkelt regulært regnvejr.

Vestenvind og høje temperaturer

Resten af året vil vinden komme fra vestlige retninger, og det betyder ganske høje temperaturer - nogle dage helt op til 8 grader.

Det bliver dog lidt køligere på årets to sidste dage. Som prognoserne ser ud her juledag, kan der komme nattefrost natten før nytårsaftens dag. Det skulle også være den eneste nat.

Mest tørt vejr

Det meste af tiden holder vejret tørt, og nogle af dagene kommer der også lidt sol.

Der kommer dog også et regulært regnvejr forbi. I øjeblikket ser det ud til at komme ind vestfra lørdag eftermiddag eller aften, og det skulle være ude af landet igen søndag formiddag.

Derefter klarer det pænt op, og søndag bliver med en del sol, men også lidt blæsende.

Nytårsvejret

Selve nytårsaften er der udsigt til frisk vestenvind, skyet vejr og temperaturer omkring 5 plusgrader.

Facebook
Twitter