Lyn og skybrud: Unge blev skyllet væk på Folkemødet

Lørdag aften var der voldsomt vejr i det sydlige og østlige dele af landet. Især Bornholm blev hårdt ramt.

50 unge på Bornholm stod her til morgen op efter at have tilbragt natten her i Akutberedskabets telte. Deres egne telte var simpelthen skyllet og blæst væk. (Foto: Region Hovedstadens Akutberedskab)

Et heftigt tordenvejr med store regnmængder drev i går over landet, og på Bornholm, hvor tusinder af mennesker var samlet til Folkemødet, gik det lørdag aften særlig heftigt for sig.

Omkring 50 unge mennesker måtte evakueres fra deres teltlejr, da heftig blæst og store mængder vand simpelthen skyllede deres telte væk.

- Der var ekstrem kraftig blæst og virkelig kraftig regn, og det gjorde, at mange af teltene i ungdomscampen simpelthen kollapsede under mængden af vand og blev blæst og skyllet væk. Så stod alle de her drivvåde, unge mennesker og manglede et sted at være, fortæller lægelig chef ved Akutberedskabet på Bornholm Peter Berlac.

Han har ansvaret for behandlingspladsen med store telte, der er blevet sat op i forbindelse med Folkemødet. Og der var rigelig plads til de unge.

- Så vi kunne heldigvis samarbejde om at evakuere dem og genhuse dem på vores mobile behandlingsplads, der holdt på stadion. Der kunne de få noget varme og et tæppe eller en sovepose. De var rigtig glade for, at vi kunne træde til og give dem et tørt sted at sove, siger Peter Berlac og tilføjer, at nogle af de unge var så friske, at de tog på bytur, da de først var blevet tørre.

Lyn og torden lørdag aften i Vang på Bornholm under Folkemødet. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Bornholm blev i det hele taget meget våd. I gennemsnit fik klippeøen 31 millimeter regn i aftentimerne, oplyser DMI. Der var flere steder skybrud med over 15 millimeter regn på en halv time.

Men også mange andre dele af landet måtte døje med heftig nedbør lørdag. De sydlige og østlige landsdele fik især tordenvejret at føle.

Som man kan se på kortet nedenfor, var der over 20 millimeter regn både på Fyn, Als og Falster, hvor der også var skybrud.

Grafik: DMI
Facebook
Twitter