Maj slutter med høj sol - men det er stadig én af de mørkeste, koldeste og vådeste siden 1874

Onsdag og torsdag fordufter fornemmelsen af sommervejr, siger DR's vejrvært Søren Vallentin Jacobsen.

Maj blev ikke den bedste optakt til sommeren, vi har oplevet i nyere tid. Masser af vand, kolde temperaturer og meget færre solskinstimer end klimanormalen, lyder en lidt nedslående opsummering af måneden. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix Denmark)

Hvis du ikke allerede er taget af sted på arbejde meget tidligt her til morgen, er der grund til at finde de kortbenede benklæder frem fra skuffen.

Mandag bliver - ligesom søndag - en dejlig varm dag med temperaturer på mellem 20 og 22 grader i det meste af landet. Men der er en undtagelse, siger DR Vejrets vært Søren Vallentin Jacobsen.

- Der ligger nemlig noget og koger ude over Nordsøen, som betyder noget for vejret på den jyske vestkyst. Søndag var der kun 10-11 grader i Hvidesande, mens solen skinnede fra en stort set skyfri himmel og gav resten af landet en flot og varm dag. Det samme forventer jeg, vi kommer til at opleve mandag, siger Søren Vallentin Jacobsen.

Vinden slår om i nordøstlig retning tirsdag, og den bringer skyer med sig. Det sker uden den store dramatik. Vi skal hen til onsdag, før der kommer regn og en opfriskende vind.

- Da fordufter fornemmelsen af sommervejr. Det samme gælder torsdag, hvor vi forventer blæst, regnbyger i det sydvestlige Jylland og temperaturer mellem 15 og 20 grader. Fredag ser også ud til at blive våd og med temperaturer omkring 20 grader, forklarer Søren Vallentin Jacobsen.

Majs solskin er blandt andet blevet nydt ved Hornbæk Strand (foto Keld Navntoft/Ritzau Scanpix 2021) (Foto: KELD NAVNTOFT © Ritzau Scanpix)

Når han her på månedens sidste dag ser tilbage på de seneste 31 dage, er det et blik på en maj, der vejrmæssigt skiller sig ud fra en typisk maj.

- Maj har været usædvanligt våd. Ekstremt våd. Det er faktisk den næstvådeste maj, vi har registreret, siden man begyndte at registrere nedbør i 1874. Søndag eftermiddag havde vi fået 107,3 mm nedbør, og der kommer næppe mere mandag.

- Rekorden så vi i 1983, da nedbørstallet for maj lå på 138 mm. Det er med afstand rekorden, for 86,4 mm i 1969 er lige nu nummer to, mens nummer tre er 85 mm i 2015.

Noget andet, der har været kendetegnende for måneden, der slutter i dag, er antallet af solskinstimer.

- Som det ser ud lige nu, kommer maj til at få færre solskinstimer end marts i år. En typisk maj plejer at have 237 solskinstimer, men i år har vi kun registreret 119,5 timer søndag aften. Det tal stiger nok til omkring 130 timer, når vi har mandag med, men det er altså meget langt fra det, vi kalder klimanormalen på de der 237 timer, siger Søren Vallentin Jacobsen.

Man glemmer det hurtigt, når solen nu skinner, men maj måned har været særlig våd i år (Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix) (Foto: Emil Helms © Ritzau Scanpix)

DMI har målt solskinstimer herhjemme siden 1920. Målemetoderne har naturligvis udviklet sig over tid, men det er der taget højde for, når man sammenligner år efter år.

- Under alle omstændigheder har maj været en mørk måned. Også selvom den altså slutter med bravour og masser af solskin. Hurtig hovedregning siger mig, at maj 2021 har haft 45 procent mindre solskin end en typisk maj, siger DR-vejrværten til dr.dk.

I 2020-udgaven af maj var der til sammenligning 268 solskinstimer.

- Og så har maj desuden været kold. Normalen hedder 11,7 grader, men lige nu ligger den på omkring 9,6 til 10 grader, og de der halvanden graders forskel er altså meget.

Den hidtil koldeste maj finder vi i år 1902, for her endte middeltemperaturen på 8,1 grader.

Hvis man har lyst til at læse mere om vejrekstremer, har DMI lavet en oversigt her, som opsummerer alle målingerne siden 1874.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk