Marts laver rekord-hattrick og skriver dansk vejrhistorie

Det blev til hele tre tangerede rekorder for marts-måneder.

Marts har budt på en bred vifte af vejr. Ikke bare tre rekorder, men også alt fra nordlys til ørkenstøv fra Sahara - og fra 17 graders varme og 20 centimeter sne. Her er det sol over Hirtshals. Foto: Birger Josephsen

Oven på en uge, hvor Oscar-statuetter blev uddelt for de helt særlige præstation, er det på sin plads at dedikere hele tre styk til årets marts måned. Den skilte sig nemlig markant ud i forhold til nogen anden marts, vi nogensinde har målt og registreret data på.

Det fortæller meteorolog ved DR Vejret Mikael Jarnvig.

- Marts 2022 blev den mest solrige, vi har haft i dansk vejrhistorie, siger han om den første af de rekorder, som flest nok har bemærket.

Det blev nemlig til 234,5 timer med sol. Det slår den tidligere rekord med 34 timer, og giver os næsten 100 timer mere med sol, end marts ellers gør.

Ekstremt tør marts

Den anden rekord har også en sammenhæng med sol-rekorden. Fordi når solen dominerer pladsen på himlen, er der ikke mange andre ting, der huserer. Derfor blev det kun til få skyer, og endnu færre af dem, der drypper. Faktisk blev det kun til 4,2 millimeter. På hele måneden. Det er mindre end en tiendedel af normalen, hvor der vil være 46 millimeter i regnmåleren.

- Den hidtil tørreste marts, vi ellers har haft i godt 150 års vejrhistorie, var på syv millimeter. Så den er tørrere end den tørreste, siger meteorolog Mikael Jarnvig.

Det kan også ses på tørkeindekset, der 31. marts lå på 4,8 på skalaen, der løber til 10. Det er også højere, end vi normalt ser i marts.

I sidste del af marts udviklede der sig kraftige, lokale snebyger. Det gav særligt sne på den centrale del af Sjælland, Fyn og Syd- og Sønderjylland. Nogle steder faldt der mellem 15 og 20 centimeter sne. Her er det i Ålsgårde på Nordsjælland. Foto: Tine Uffelmann

Tryk på marts

En del af forklaringen på de to rekorder er, at vejret var højtrykspræget i størstedelen af marts, og det sørgede for at holde fronter med skyer og regn væk fra Danmark.

Og højtrykket gav os den sidste af de tre rekorder. Lørdag 19. marts målte vi nemlig et lufttryk 1051,6 HPA på Djursland ved Tirstrup. Det er det højeste lufttryk, der er målt i Danmark i marts måned.

- Det er usædvanligt højt, indleder Mikael Jarnvig og forklarer, at det i virkeligheden er den tredje rekord, der har banet vejen for de to andre.

- I et højtryk er der generelt nedsynkning af luft, og det betyder, at skyerne går i opløsning.

Og udover den sidste del af marts, så var vejret nemlig højtrykspræget og gav rolige vindforhold og flere dage med 17 graders varme.

- Der har simpelthen ligget højtryk over os stort set hele måneden, og det er årsagen til, at vi har fået så meget sol og så lidt regn.

Forår

Ustadig april venter

Kigger vi den anden retning end bagud mod marts, så er det et helt andet billede, vi får af vejret. Den kommende tid bliver nemlig langt mere ustadig, og flere fronter kommer forbi.

- Det bliver mindre specielt, og meget mere normalt, siger Mikael Jarnvig med et smil og peger på, at det normale vejr inkluderer en regnvejr.

De næste par dage bliver tørre, men søndag kommer der byger flere steder, og mandag venter der regn til hele landet.

Faktisk giver prognosen omkring 15 millimeter nogle steder. Det vil sige, at vi på bare én dag kan få tre gange så meget regn, som vi fik i hele marts.