Marts kan blive den mest solrige nogensinde målt

Det ser realistisk ud at nå førstepladsen, selvom der venter mindre sol i slutningen af marts.

Marts har givet os usædvanlig meget sol, og når torsdag er omme, mangler vi kun, hvad der svarer til to hele dage med sol, før vi har den solrigste marts nogensinde målt i Danmark. Her er det Aalbæk strand og klitter. Foto: Inger Nielsen

Hvis du følger med i vejret, er der en sætning, du har hørt på daglig basis de seneste 24 dage: Solskin og blå himmel. Marts har nemlig budt på usædvanlig meget af begge dele, og kun enkelte skyer har i korte perioder forstyrret det billede en smule.

Torsdag morgen var der registreret omkring 170 timer, og derved mangler der kun 30 timer op til den næsten 80 år gamle førsteplads på 200 timer. Og det er muligt at finde dem i de kommende dages vejrudsigter, siger meteorolog ved DR Vejret Søren Jacobsen.

- Med den dagslængde, vi har nu, får vi cirka ti timer sol om dagen, når det er skyfrit, siger han. Og udsigten torsdag skal nok tilføje 10 timer til regnskabet.

Soloptælling starter tidligt

Den mest solrige marts, vi har målt, var i 1943 med de 200 timer. Det er DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, der i registrerer timer med solskin i Danmark. Og her begynder uret at tikke, kort efter solen har rejst sig i horisonten. For at solen stråler skal registreres, skal de generere en effekt på 17-18 watt per kvadratmeter. Det svarer til, at centrum af solen står tre grader over horisonten, eller nogenlunde, hvad der svarer til, at du kan se hele solens runde form på himlen. Derfor vil den første del af solopgang og solnedgang ikke tælle med i regnskabet.

- Det kræver også, at det er skyfrit, så når vi nu nærmer os at slå rekorden, er det virkelig mange elementer, der er i spil, før det kan ske. Det er meget usædvanligt, siger Søren Jacobsen.

Med torsdagens sol på kontoen mangler vi kun, hvad der svarer til to dage med fuld sol. Det skal ske på månedens resterende seks dage.

- Selvom vi har et vejrskifte i weekenden, og næste uge giver os flere fronter og skyer, så skal der nok komme en del timer sol. Efter torsdag mangler vi omtrent 20 timer, og det tror jeg er realistisk, vi når, siger meteorolog Søren Jacobsen.

Nogle dage i marts har vi været uden sol i starten af dagen, fordi tåge og dis har sløret himlen. Her er det ved Selling. Foto: Ole Hougaard

Endnu en rekord kan være på vej

Når solen skinner fra en komplet blå himmel, så er der et parameter, der bliver gevaldig trykket i statistikken over vejret. Regnen har haft meget trænge kår, fordi vi har været omgivet af højtryk. Det har holdt fronter og regn på afstand, og derfor er vi faktisk også på vej mod en anden usædvanlig rekord. Marts 2022 kan blive den tørreste marts, vi nogensinde har målt.

Lige nu har vi kun fået lidt over 2,8 millimeter, og den hidtil tørreste marts gav syv millimeter.

- Der er knap fem millimeter op til rekorden, og det er altså en del, når det er målt på landsplan. Men prognoserne giver os vand i næste uge. Først byger tirsdag, men torsdag kan godt blive våd. Det bliver i virkeligheden helt afgjort på den allersidste dag, der kan rekorden og førstepladsen ryge, siger Søren Jacobsen.