Meteorolog: Det ligner snestorm i weekenden

Fredag kan vi efter alt at dømme sige farvel til de høje januartemperaturer.

I weekenden kan flere dele af landet muligvis se frem til en snestorm. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Selvom vi i dag har op til 10 graders varme, så er der ingen grund til at pakke det rigtige vintertøj alt for langt væk.

Weekenden bliver nemlig kold. Faktisk så kold, at vi flere steder i landet muligvis kan kigge ind i en vaskeægte snestorm.

- Et lavtryk, der dannes over Nordsøen natten til fredag, vil i løbet af fredagsdøgnet passere lige igennem landet på sin vej mod øst.

- På nordsiden af lavtrykket vil der så blæse en hård østenvind, og nedbøren vil falde som sne, der muligvis vil kunne fyge og derved opleves som en snestorm, siger Mikael Jarnvig, der er meteorolog og vejrvært hos DR.

Det er den nordlige del af Danmark, der lige nu muligvis kan se ind i en weekend med snestorm.

'Temperaturen falder til under frysepunktet alle steder'

Det er altså den nordlige del af landet, der muligvis skal se frem til store mængder sne og fygning.

- Som prognoserne ser ud her mandag eftermiddag, er det den nordlige halvdel af Jylland, der får vintervejret at føle. Længere mod syd bliver det regnvejr med cirka fem plusgrader, siger Mikael Jarnvig.

Mod slutningen af fredagen vil vinterens lave temperaturer dog få fat i hele landet.

- Fredag aften og natten til lørdag, når lavtrykket er passeret, vil den kolde luft blæse ned over hele landet og temperaturen falder til under frysepunktet alle steder.

Forvent trafikale udfordringer

Og så er der god grund til at være opmærksom, hvis man tager bilen, fortæller Mikael Jarnvig.

- Der er derfor stor sandsynlighed for at fredagsdøgnet byder på trafikale udfordringer for landevejstrafikken. Både med decideret snefald i Nordjylland og våde vejbaner, der om aftenen kan fryse til is i den sydlige del af landet, siger han.

Dermed ser det altså ud til, at vi skal vinke farvel til de høje januartemperaturer, der ellers i går satte rekord klokken 04.50 nytårsnat ved Abed på Lolland med 12,6 grader.

Det var dog ikke kun på Lolland 2023 begyndte med usædvanlig varme.

Hen over hele den sydlige og østlige del af landet nåede temperaturen over 10 grader.