Mikael Jarnvig om orkanen Dorian: Værre end vi kan forestille os

Dorian bevæger sig langsomt frem, men snurrer rundt med flere hundrede kilometer i timen.

Orkanen Dorian bevæger sig langsomt, men det gør den kun farligere. (Foto: ho © Scanpix)

I skrivende stund har den tropiske orkan Dorian ødelagt og beskadiget 13.000 huse på Bahamas.

Det skriver The Guardian.

Og det er ikke så underligt, at en orkan som Dorian efterlader katastrofale ødelæggelser bag sig.

Flere medier har kaldt orkanen den kraftigste, der nogensinde har ramt øgruppen Bahamas, som ligger sydøst for Florida.

I Danmark kalder vi en en kraftig storm for en orkan, når vindstyrken kommer over 33,6 meter per sekund. Dorians vindstyrke er mere end dobbelt så kraftig.

Hvor voldsomme er tropiske orkaner? Og hvordan opstår de? Få svarene i videoen herunder.

En orkan af Dorians kaliber er derfor ikke noget, som vi danskere kan forholde os til. Sådan lyder det fra Mikael Jarnvig, der er vært på Vores Vejr.

- Vi danskere har intet ord for orkaner med Dorians vindstyrke. Alt over 33,6 meter per sekund hedder bare orkan, siger han.

Langsom fart gør den farlig

Lige nu snegler orkanen sig videre mod Florida, Georgia, North og South Carolina. Det sker med godt ni kilometer i timen.

Men derimod rammer orkanen med en vindstyrke på op mod 285 kilometer i timen, og dermed er Dorian en kategori-5 orkan, som er det højeste trin på skalaen.

Men selv om Dorian drejer hurtigt, er dens langsomme bevægelse fra A til B med til at gøre den til en farlig orkan. For med sin langsomme fart ligger orkanen over det samme område i længere tid, og det går hårdt ud over de områder, som orkanen bevæger sig henover, lyder det fra Mikael Jarnvig.

En orkan har nemlig ikke kun voldsomme vindstød med sig, men også enorme mængder nedbør, som også er med til at ødelægge det, orkanen møder på sin vej.

- Ligger orkanen stille, kommer regnen det samme sted, og det er ufattelige mængder vand ved så store orkaner, siger han.

Orkaner og klimaforandringer

Lige nu har orkanen kurs mod mod Florida, hvor den vil bevæge sig videre op langs kysten, men det kan faktisk være svært at forudse orkaners rute, fortæller Mikael Jarnvig.

Men det, at det ser ud til, at Dorian bevæger sig over havet, gør, at orkanen ikke dør ud med det samme. For at en orkan skal miste sin pust, skal orkanens øje nemlig over land.

- Da orkaner får sin energi fra varme tropiske have, dør de ud, når øjet kommer over landjord. Det svarer til, at man slipper speederen, når den kommer over land, og så løber orkanen, indtil den ikke har mere kraft, siger Mikael Jarnvig.

Ifølge meteorologen får orkaner deres energi fra have på over 27 grader. Og selv om klimaforandringer og et stigende antal orkaner ikke hænger sammen som udgangspunkt, er der alligevel en sandsynlighed.

- En teori siger, at der er sandsynligheden for, at antallet af voldsomme orkaner vil stige, fordi vandtemperaturen stiger, siger han.

Rettelse: Det fremgik tidligere ved en fejl i artiklen, at Dorian havde en vindstyrke på 69 meter i sekundet, hvilket svarer til 248 kilometer i timen. Det er rettet til op til 285 kilometer i timen.

Facebook
Twitter