Mildt og mest tørt vejr præger resten af året

Vi har nok set den sidste sne i år.

Enkelte steder nåede man at få lidt sne op til jul, men nu siger de sidste snemænd tak for denne gang og bedre held næste år. Billedet her er fra Virum nord for København i dag. (Foto: Simona Petersen © DR brugerfoto)

Den kolde luft har i flere dage ligget lige nordøst for Danmark, og derfor var det også kun de nordligste og østligste egne af landet, der fik lidt sne da en front masede sig vej gennem landet. Nu skifter scenen og mildere luft har fortrængt den kolde luft.

Temperaturen

Juleaften kan der lokalt endnu være let frost i Nordsjælland og på Bornholm, men ellers kommer temperaturen til at ligge mellem 2 og 8 plusgrader resten af året. Næsten i hvert fald, - der kan måske komme frost igen natten til årets sidste dag.

Vejret

Der er faktisk kun et enkelt "rigtigt" regnvejr tilbage i år. Det vil passere Danmark i tidsrummet mellem lørdag middag og søndag middag. Resten af tiden vil det holde tørt med chance for lidt sol i ny og næ. Måske kan der dog komme en smule regn på andre tidspunkter, men ikke egentlige frontpassager med udbredt regn.

Vinden

For at holde temperaturen oppe på denne årstid, skal der nogen vind til. Den kommer naturligvis fra vestlige retninger og bliver jævn til hård. Mest vind kommer der selve Juledag, hvor kysterne får hård vind eller kuling.

Facebook
Twitter