Minus 5,4 grader: Iskold morgen i det midtjyske

Vejrforholdene var optimale for lave temperaturer, som gav den koldeste morgen i efteråret.

Mange steder stod man onsdag morgen op til rim i græsset, som her i Midtjylland. (Foto: © Søren Clausen, DR - Seerbillede)

Mange steder i Danmark begyndte dagen med, at man skulle skrabe is af ruderne på bilen eller finde hue og vanter frem til cykelturen.

Morgenstunden bød nemlig på frost i store dele af landet, og vi har haft efterårets hidtil koldeste morgen.

Koldest var det i Midtjylland, hvor det officielle termometer i Karup nåede ned på -5,4 grader. Det er den laveste målte temperatur i Danmark siden 4. april.

I store dele af Jylland og Fyn og lokalt på Sjælland dykkede temperaturen under frysepunktet sidst på aftenen og i løbet af natten, og mange steder var det koldest lige omkring solopgang.

Mange danskere kunne derved stå op til et flotte rimklædte haver og landskaber.

Ved flyvestationens termometer i Karup var man nede på det laveste niveau mellem klokken 3 og 4.

Laveste temperaturer siden midnat. Man ser tydeligt, at havet omkring os endnu holder kystområderne relativt varme om natten. Koldest var det i Karup og Midtjylland generelt. (© dmi)

Opklaring i en i forvejen kølig luft

Kold luft strømmede ned over Danmark fra nord tirsdag, og da det samtidig klarede op mange steder i løbet af aftenen, fik vi de optimale betingelser for en kold nat.

Vejret blev nemlig stille og klart, og derved forsvandt varme fra jordoverfladen og de nederste luftlag ud i universet.

Dermed faldt temperaturen, og generelt var det koldest de steder, hvor man er langt fra det relativt varme havvand ved kysterne.

På Bornholm var temperaturen på de officielle vejrstationer ved kysterne ikke under 4,4 varmegrader.

Vi fik efterårets første frost søndag den 8. oktober, da DMI’s vejrstation i Isenvad mellem Herning og Silkeborg målte -0,1 grader.

Mildere vinde blæser nu ind over Danmark igen, så i de kommende dage vil temperaturen holde sig over frysepunktet om natten og omkring 10 grader om dagen.